Grethe Næsby
Der blev takket være onlinetilmelding til stævner i 2008 sparet 4200 timer, svarende til 114 arbejdsuger, i frivillig arbejdskraft. - Vi er blevet positivt overraskede, for det er nemt, at de startende kan blive tilmeldt på den måde, og man får overført alle data og penge lynhurtigt fra Dansk Ride Forbund, fortæller stævnearrangør Henrik Jørgensen fra Vallensbæk Sportsrideklub. - Det er et godt koncept, fordi det sparer tid, og det bliver sværere og sværere at få folk til at påtage sig den slags opgaver. Vores restancelister er også minimale, fordi folk betaler med det samme. Også Dansk Ride Forbunds generalsekretær, Britta Riis, er tilfreds med systemet: - Online tilmeldingssystemet giver en besparelse på den frivillige arbejdskraft i klubberne. Det er vejen frem, at forbundet udvikler løsninger, som letter det administrative arbejde. Ikke alle klubber har taget det i brug endnu, men vi forventer, at flere stævner bliver kørt over systemet i 2009, og så ser vi på en evt. udvidelse i forhold til at kunne tilbyde det også til klubstævner. Der har i alt været afholdt ca. 280 stævner i 2008, hvor man har benyttet sig af online stævnetilmelding. Her har der været 11.800 tilmeldinger, og da en tilmelding oftest gælder til flere stævneklasser, har det samlet resulteret i tilmelding af 38.600 ekvipager via DRFs online stævnetilmelding. Det vurderes, at klubbernes besparelse i tid pr. stævne med fx 300 starter har været ca. 10-15 timer, så der er i alt sparet omkring 4200 timer. Kilde: Dansk Ride Forbund