Anne-Sofie Schou Munk
Feldrose blev kåret i Dansk Varmblod med guldmedalje. Blev ligeledes årets hoppe i både 2004 og 2005, og vandt egenhedstesten 2006 i Århus med højeste gennemsnit på landsplan.
Feldrose har været skadet siden Unghestechampionatet og er nu sat i avlen.
Nanna har siden fået flere fine afkom efter Feldrose, heriblandt Feldrose Fine Selection som hun forventede skulle blive arvtager til sin berømte mor. Desværre skulle det ikke blive sådan.
Feldrose Fine Selection, Florencio/ Sandro Hit/ Feiner Stern fik sidste år en meget flot eksteriørkåring i DH, men kom aldrig til at fungere under rytter. Efter utallige forsøg med behandling både af dyrlæger, men også efter forsøg med alternativ behandling, måtte Nanna i torsdags tage den tunge beslutning, at lade hoppen aflive efter at hendes tilstand var blevet yderligere forværret. - Det nærmeste dyrlægen har kunnet komme en diagnose, er at hoppen på et tidspunkt som helt ung, har fået et traume i hovedet evt. ved et spark, og deraf udviklet knogleforrandringer, som over tid har trykket på de vitale nerver. Hoppen havde kroniske smerter, og da der ikke var mere at gøre for hende blev beslutningen taget -
Nanna må nu glæde sig over de andre fine afkom i stalden. Selv rider hun den smukke 6 års DH Hoppe Feldrush Selection efter BH Rush Hour /Bellissimo M/ Feiner Stern som har gjort det rigitg flot i LA klasserne, den skal nu videre, og hun satser på at den skal gå 6 års championatet i år. Udover den, er hun igang med at tilride en 3 års lillebror til “Fine” efter Bellisimo M, samt en hel lillesøster til Joker Selection, ligeledes på 3 år.
Af de ældre afkom fra Stutteri Selection, er der flere der klarer sig godt i dressursporten.
- Rafaella Selection, BH Romanov/Donnerhall/Pik Bube efter Nanna`s første afkom som avler, elite hoppen Dauphine, Donnerhall/ Pik Bube fra 1996. Den bor til hverdag bor hos Monica Sparre i Stockholm. Ekvipagen var til start på Holte Rideklub i marts i år, og blev her placeret i Intermediare.
- Joker Selection efter Jazz ligeledes efter hoppen Dauphine, har med Charlotte Heering haft flere placeringer i Grand Prix i år, denne ekvipage var også til start ved hingstekåringen, hvor de blev placeret som nr. 3 i Grand Prix kür. Dette var oven i købet ekvipagens første af slagsen.
Nanna har solgt endnu et afkom af Dauphines til hestefysioterapeut Claus Toftgaard, en hingsteplag efter Negro. Et partnerskab der også skal blive interessant at følge.
Stutteriet har yderligere to 1 års hingsteplage efter Negro/ Donnerhall og BH Zack/ Sandro Hit.
Feldrose Selection er insimineret med Fursten-look og Nanna håber nu at hun er i fol, og kan levere et nyt hoppeafkom, der kan føre hoppestammen videre, og overtage “Fine´s” plads.
Det lader altså til at stutteriet i Fredensborg, trods alt, går en spændende fremtid i møde.
Læs mere om Claus Toftgaard i tidligere udgaver af Ridehesten. Claus har også i samarbejde med Søs Fejerskov Quist, skrevet 'I balance på hesteryg’ og lavet trænings-dvd’en ’Fra træningslokale til hesteryg’.