Online-auktion: Markedet må afgøre prisen

09-08-2019 16:55

Den passionerede springhesteavler, Lene Ibsen, har truffet en af de største beslutninger i sit liv – hun har valgt at afvikle sit stutteri, og samtidig sætter hun avlshopper, føl og ungheste til salg på online-auktione hos Campen Auktioner 

Copyright Ridehesten.com
Topspringhesteavler Lene Ibsen sætter en enestående kollektion af hopper, føl og ungheste på markedet.
Nyheden fortsætter efter annoncen

Da Lene Ibsen havde truffet beslutningen om at sælge ud af sine avlshopper, tænkte hun, at hun lige kunne starte med at tage en snak med Charlotte Schreiber fra Campen Auktioner for at høre, hvor mange heste, der skulle til for at lave en online-auktion. På det tidspunkt havde hun tænkt, at hun nok ville sælge 12 hopper og føl. – Så tænkte jeg, at det heller ikke skulle se ud til, at jeg havde valgt de bedste hopper fra til mig selv og bare ville sælge de øvrige. Derfor endte jeg med at sætte 23 heste til salg, siger Lene.

Charlotte kom og besøgte hende sammen med indehaver Finn Campen, så de kunne tage bestik af stutteriets heste. – Lenes opdræt er begyndt at dukke op på de nationale og internationale springbaner, fordi de alle er avlet på præstationsstærke hoppestammer og med hingste, som hun nøje har udvalgt. Vi synes, det er en helt vildt spændende kollektion og er selvfølgelig glade for, at hun har valgt Campen Auktioner, udtaler Charlotte Schreiber.

Lene er stolt af kollektionen, der omfatter en springpony, en springhest, fem føl, seks avlshopper og ti ungheste, hvoraf en er en indkøbt dressurhest og resten springheste af egen avl. Hun kender mange, der har sagt, de gerne vil have en Love-hest en dag, og de har nu chancen.

Jeg har valgt, at der ikke er en mindstepris, så markedet må afgøre prisen. Det, synes jeg, er en ordentlig måde, der giver mange chancen for at erhverve sig en hest til en god pris, fortæller Lene Ibsen.

Copyright Ridehesten.com
Balotelli Love.

I forrige uge fik unghest fra Lene Ibsens stutteri, Love Horses, dannebrog til tops i Belgien. Det var den 5-årige Balotelli Love . Baldini II/ Quintero, der med sin ejer Emilie Kathrine Høll Pedersen leverede den absolut hurtigste tid og en fejlfri runde i en 5-års youngster-klasse. Emilie købte Baltotelli som 3-års hos Lene Ibsen, og  har selv redet ham.

Balotellis søster e. Contender samt to af hendes lovende afkom kan købes på denne online-auktion, der slutter søndag den 18. august kl. 20.30. Der vil være eftersyn af hestene dagen inden afslutning af auktionen lørdag den 17. august kl. 11-14 på Søderupvej 19, 6230 Rødekro, hvor også dyrlæge Niels Guss Andersen vil være til stede og besvare spørgsmål. Derforinden kan spørgsmål angående hestene stilles til Charlotte Schreiber, Campen Auktioner.

Copyright Ridehesten.com
Lene Ibsen har brugt mange år på nøje at udvælge og indkøbe de avlshopper, der netop skulle blive mødre til fremtidens Love-heste.
Nyheden fortsætter efter annoncen

Den rette beslutning

I 2009, da Lenes hesteavl ikke længere kunne anses som hobbyavl, lod hun den registrere som virksomhed. Dengang gik det stadig godt med hesteavlen, der netop havde set sine største år, men det var samtidig der, hvor finanskrisen for alvor satte ind.

Det var en drøj start med virksomhedsdrift, men de seneste fem regnskabsår har givet overskud, så Lene har efterhånden fået sin hesteavl vendt til en profitgivende forretning. Opstarten krævede visse investeringer, og under finanskrisen havde virksomheden tre år (2011-2013) med underskud, hvilket har resulteret i en sag med SKAT.

– De sidste års papirbureaukrati med SKAT om retten til at drive stutteriet som en virksomhed har haft mange personlige omkostninger. Det slider på humøret, og jeg bliver ked af det, og det ligger ikke rigtigt til mig at gå rundt og være i dårligt humør, fortæller Lene.

At afvikle stutteriet er en af de største beslutninger, hun nogensinde har truffet. Alligevel var det ikke en beslutning, hun overvejede så længe, for da tanken først var tænkt, virkede det som den rette beslutning.

– Selvom det er vemodigt, virker det meget passende at afvikle min virksomhed, fastslår Lene.

Læs hele artiklen i augustnummeret af magasinet Ridehesten.

Info

Love Horses – Campen Auktioner

Eftersyn: Lørdag den 17. august kl. 11-14

Adresse: Søderupvej 19, 6230 Rødekro.

Dyrelæge: Niels Guss Andersen vil være tilstede og besvare spørgsmål på eftersynsdagen.

Auktion slut: Søndag den 18. august kl. 20.30.

Afhentning: Onsdag den 21. august kl. 10-18. Skal der afhentes på andet tidspunkt skal dette aftales på tlf. 2339 9596.

Spørgsmål: Charlotte Schreiber på tlf.: 23399596.
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner