Olympisk banebygger til First Horse Grand Prix

16-02-2011 14:22

Maja Golles

Når Bernstorffsparken fra den 19. maj 2011 slår dørene op til First Horse Grand Prix, er det med noget af et scoop. Det er nemlig lykkedes for arrangørerne, at få en af verdens mest anerkendte og respekterede banebyggere, Bob Ellis, til at bygge banerne i Bernstorffsparken
Copyright Ridehesten.com
Bob Ellis skal bygge banerne i Bernstorffsparken. (Foto: Ridehesten.com)

Den britiske banebygger var banebygger ved EM i Windsor i 2009 og er desuden udpeget til at være banebygger ved OL 2012 i London. Ellis er én blandt 15 banebyggere i verden, som er kvalificeret til at bygge baner til et olympisk mesterskab. Dermed er der lagt op til både spændende baner med maksimal udfordring for de deltagende ekvipager og massevis af spænding for publikum under dette års stævne i parken. Også lørdag eftermiddag vil tegne sig for en nyhed i programmet, nemlig en hestebytningsklasse, hvor publikum får lejlighed til at se udvalgte topryttere dyste på konkurrenternes heste. I lighed med VM-finalen i springning inviteres fire af stævnets topryttere til en særlig showklasse, hvor publikum får fuld valuta for pengene med masser af spænding i dysten om, hvilken rytter der hurtigst kan forene sig med konkurrenternes heste og dermed klare banen med sammenlagt færrest fejl på de tre forskellige heste. Foruden de nye indslag, er højdepunkterne til First Horse Grand Prix springstævnet naturligvis afviklingen af Mercedes Nations Cup og Grand Prix springning. CSIO-stævnet er den første del af First Horse Grand Prix-dobbeltstævnet, hvor Sportsrideklubben som noget helt nyt har arrangeret CSIO-springstævne i weekenden fra d. 19.-22. maj, direkte fulgt af CDI-dressurstævne den efterfølgende weekend fra d. 27.-29. maj 2011. Nyheder og yderligere information kan ses på stævnets hjemmeside.

Astrid Ø. Sørensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Astrid Ø. Sørensen