Ny sejr til Naturgaarden's Monique

04-04-2016 13:31

Den 7-årige DV-hoppe Naturgaarden's Monique, der blev solgt på Dansk Varmblods Elitefølauktion og i år har debuteret i Iilletur i Wellington, har med sejr i Intermediaire I Kür haft endnu en forrygende stævneweekend

- Jeg har haft en fantastisk weekend med Monique. Hun bliver bare bedre og bedre, fortæller den amerikanske Grand Prix-rytter Jane Cleveland, der udover tre topplaceringer fik prisen for "Best Hands" ved stævnet i Wellington, Florida her i weekenden.

Det blev for Jane Cleveland og Naturgaarden's Monique e. Tailormade Temptation/ Matador (opdr. Tove Nielsen og Poul Erik Klausen) til en andenplads i Prix St. Georges, en tredjeplads i Intermediaire I og sejr i Intermediaire I Kür med 71,667%.

Naturgaarden's Monique blev købt på Dansk Varmblods Elitefølauktion i 2009 og flyttede samme efterår til USA. Moniques mormor, Naturgaarden's Heaven, er i øvrigt A-hest i dressur og har vundet Prix St. Georges.

Jane Cleveland, der træner ved Nicholas Fyffe, har sine heste opstaldet hos dansk-amerikanske Janne Rumbough i Wellington. Jane fortæller, at planen er at uddanne den danske hoppe langsomt og uden at lægge pres på den, men dressur er så let for Monique, at hun forstår det hele første gang, så hun er allerede godt med i sin uddannelse. Efter et par succesfulde stævnemåneder har Jane nu besluttet at give Monique en velfortjent lille ferie.

Der var naturligvis adskillige DV-heste i toppen ved det trestjernede CDIO i Wellington, hvor Prix St. Georges blev vundet af danske Lars Petersen med Svalegårds Don Deluxe e. De Noir/ Pari-Ace Dane (opdr. Else-Marie & Jens Chr. Krabbe). Se stævnets resultater HER

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner