Thomas Bach Jensen
Den 8-årige DV-hoppe Naturgaarden's Monique. Tailormade Temptation/ Matador (opdr. Tove Nielsen og Poul Erik Klausen), der blev solgt på Dansk Varmblods Elitefølauktion i 2009, overhalede sidste år sin far, da hun debuterede i Iilletur og bla. sejrede i Intermediaire I Kür.
Efter en god sommerpause er hoppen med sin ejer, Grand Prix-rytter Jane Cleveland, her i vinter tilbage på konkurrencebanerne i Wellington med stor succes. Ekvipagen har netop haft endnu en forrygende stævneweekend med tre andenpladser og en tredjeplads i Prix St. Georges, Intermediaire og Intermediaire Kür. Jane Cleveland, der har sine heste opstaldet hos dansk-amerikanske Janne Rumbough i Wellington, træner ved Nicholas Fyffe.
Noget helt særligt ved sidste weekends Global Dressage Festival CDI5* var, at Moniques opdrætter, Tove Nielsen, var rejst til Florida for at besøge Jane og Monique. Sidste forår mødte Jane og Tove hinanden, da Jane var i Danmark for at købe en ny unghest, men ved Toves besøg i Florida genså hun for første gang Monique, siden hun blev solgt som føl.
- Det var rigtig sjovt at se Monique igen og at se nogle af hendes kvaliteter som føl har holdt. Det var helt fantastisk også at se, hvordan Jane og Monique passer sammen, og så tror jeg aldrig, jeg har set en dressurhest, der er så vild med show og at vise sig frem som Monique. Hun elsker at blive set, fortæller Tove.
Jane er så begejstret for Monique, at hun købte endnu en DV-hoppe efter Tailormade Temptation, Tiffany (tidl. Kjærgaardens Athene) e. Tailormade Temptation/ Donnerwerther (opdr. Marie Østergård Nielsen), under sit besøg i Danmark sidste forår. Hun glædede sig meget over at have besøg at Moniques opdrætter og fortæller:
- Det var sådan en fornøjelse at have besøg at Tove i forbindelse med vores store stævne. Hun havde ikke set Monique, siden hun i en alder af 7 måneder rejste over Atlanten til mig. Monique er meget stærkere i år, og derfor er lilletursklasserne lettere for hende. Hun er fantastisk at ride og hun elsker simpelthen stævner. Derhjemme har vi arbejdet på at blive klar til Grand Prix, og det arbejde vender vi tilbage efter vintersæsonen her i Wellington, fortæller Jane Cleveland.