Ny hjælp til halte heste

08-07-2011 15:23
Halthed blandt heste er et stort problem. En del af problemet er, at det kan være svært for dyrlæger og hesteejere at vurdere, hvor meget en hest halter og på hvilket ben, især hvis symptomerne er utydelige
Copyright Ridehesten.com
Modelfoto: Ridehesten.com

Dyrlæge og ph.d.-studerende Maj Halling Thomsen fra LIFE - Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet har netop udviklet en enkel metode til hurtig og præcis diagnosticering af halthed hos heste. Metoden vil i fremtiden let kunne bruges af praktiserende dyrlæger. Metoden er baseret på den samme type sensorer som bruges i mobiltelefoner og bilers airbagfunktion, og kan ud fra hestekroppens accelerationer præcist måle graden af symmetri i hestens bevægelser: – Det at bruge kroppens accelerationer til måling af halthed har indtil nu været kompliceret, og målingerne har været svære at fortolke. Den nye metode anvender blot ét accelerometer placeret i sadellejet ved hjælp af en gjord. Når hesten traver, opfanges accelerationerne af et lille tredimensionelt accelerometer, som også oplagrer data. Et automatiseret computerprogram giver derefter hurtigt svar på, om hesten er halt eller ej. Der genereres samtidig tre symmetriindeks, der beskriver haltheden, siger dyrlæge Maj Halling Thomsen, som har udviklet metoden. Metoden er så teknisk enkel, at den i fremtiden kan anvendes i det daglige arbejde i hestepraksis. Dyrlæger kan også mere præcist afgøre, om en behandling har den ønskede effekt, og ved efterkontrol kan man afgøre objektivt, om hesten har fået det bedre. Metoden er undersøgt på raske heste og ved to forskellige typer af halthed. Ved disse undersøgelser blev 92% af haltheder afsløret. Derudover kunne metoden tydeligt kende forskel på milde og moderate grader af halthed. I 98% af tilfældene kunne metoden også bestemme i hvilken side (højre/venstre) hesten var halt. Når metoden blev testet over for erfarne hestedyrlægers bedømmelse af de samme haltheder fandtes god overensstemmelse. Derudover kunne den ny metode også måle små ændringer i halthedsgrad, som ikke kunne ses af de erfarne dyrlæger. Kilde: Pressemeddelelse.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner