Ny hest til Daniel Bachmann

03-10-2022 15:24

Trine Askjær-Jørgensen

Med tophesten Marshall-Bell solgt, er det spændende at følge med i, hvilke heste VM-holdguldvinder Daniel Bachmann Andersen har på vej i topsporten. En ny, stor hingst ankom til stalden for tre måneder siden, og med ham gjorde dressurrytteren i går en rigtig flot debut

Copyright Ridehesten.com
Daniel Bachmann Andersen har fået en ny hest i stalden. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Grand Prix-dressurrytter og VM-holdguldvinder, Daniel Bachmann Andersen, viste i går en ny hest frem på stævnebanerne, nemlig den 11-årige Westphaler-hingst Vayron e. Vitalis/P.B. Gloster. Det gjorde han i parrets Grand Prix-debut, hvor det ved Kirstinelund Horse Festival blev til hele 76,500% og en sejr .

Den brune hingst gjorde oprindeligt sin debut på stævnebanerne under Stefanie Serowy i en alder af fem år, før ejerne Sandra og Rudolf Spiekermann satte ham i træning ved tyske Helen Langehanenberg. Sammen debuterede de to på M-niveau i november 2018 og rykkede i 2019 op på S-niveau med starter i Prix St. Georges. Hingsten har også gået den populære Nürnberger Burgpokal-turnering i Tyskland, hvor han blev placeret som nr. 6 ved finalen i Frankfurt. I sommeren 2020 rykkede Vayron op på Intermediaire II-niveau, og i 2021 startede Langehanenberg hingsten ved internationale stævner i Hagen, Balve og Ankum i Tyskland.

En dansende kæmpe
Nu er Vayron, som måler hele 192 cm i stang, så rykket til Danmark, hvor han går en lys fremtid i møde under Daniel Bachmann Andersen, der senest har haft enorm succes i sadlen på DV-vallakken Marshall-Bell e. Blue Hors Don Romantic/Michellino (opdr. Nicolai Jepsen og Tina Christoffersen), med hvem han var på det guldvindende hold ved VM i dressur i Herning denne sommer.

– Ejerne ringede til mig og ville gerne prøve at have en større rytter på Vayron. Han har jo gået med Helen Langehanenberg, som ikke er ret stor, så de vil gerne prøve at se, hvad det kan blive til med en lidt større og fysisk stærkere rytter. Jeg kendte godt til ham i forvejen og synes, han var vildt imponerende, så det ville jeg meget gerne prøve, siger Daniel Bachmann og fortsætter:

– Han kom til mig for tre måneder siden, og i går havde vi vores Grand Prix-debut, fordi jeg synes bare, han var så klar til det. Derfor valgte jeg også at ride Grand Prix'en uden pisk i går, fordi han kunne det hele, da vi trænede hjemme og føltes bare så klar, så jeg ville gerne gøre det "rigtigt", altså ligesom når man starter internationalt.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Flere fremtidige stjerner rigtig godt på vej
Den kæmpestore, brune hingst er rent fysisk et rigtig godt match til Daniel, idet han som mand og en høj rytter vel godt kan siges at komme lidt mere til sin ret på så stor en hest. Selvom hingsten er meget stor og imponerende, oplever han den stadig som rigtig blød og dejlig at være på. Vayron kan dog ikke klemmes ind i en tohestesbil, men er nødt til at køre i den store lastbil, hvor der både er plads i længden og bredden, forklarede Daniel grinende.

– Det er en vanvittig god hest. Der er simpelthen så meget kvalitet i ham. Det er en kraftfuld hingst med en stor gang, som i udtryk måske minder lidt om Glamourdale. Jeg var lidt spændt på, om han også kunne samle sig sammen og gøre sig lille, da jeg fik ham ind i træning, men han er bare så trænbar og giver virkelig nogle fantastiske rideture hver dag, fortæller Daniel, hvis plan er at starte den 3-stjernede tur til Blue Hors Dressurfestival i november, hvis han kan få en plads.

– Planen er at få ham i gang og samle nogle point her hen over vinteren, og hvis det går fint, så lægger jeg en stævneplan sammen med min træner, Nathalie (zu Sayn-Wittgenstein). Så ser vi, hvor rejsen bærer os henad. Det er bare helt vildt dejligt at have nogle heste, der kan fylde skoene ud, herefter Marshall er blevet solgt. Det er selvfølgelig spændende at drive forretning, men det er jo sporten, jeg virkelig brænder for, og efter VM-holdguldet har jeg fået endnu mere blod på tanden, runder Daniel af, der kan fortælle, at vallakken Marshall-Bell stadig står i stalden på Julianelyst, hvor hans nye ejer, østrigske Nicola Ahorner, med Daniels hjælp er i fuld gang med at lære ham at kende. Hvornår vallakken flytter til Østrig er endnu uvist.

Daniel er glad for at have så mange, gode heste på vej. Udover Vayron har han nemlig også Zippo M.I. e. Blue Hors Zack/ Blue Hors Don Schufro (opdr. Steen Bo Larsen), der er godt på vej i sporten og allerede har haft nogle rigtig fine starter internationalt, samt den 8-årige DV-hoppe Shirley e. Sezuan/ Solos Carex (opdr. Vivi & Christian Vang Lauridsen) og intet mindre end fem 7-års heste af topkvalitet.

I videoen "En dansende kæmpe" ses Vayron med sin tidligere rytter, tyske Helen Langehanenberg:

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner