Ny formand for Militaryudvalget

30-10-2017 13:35

Camilla Tiefensee Schrøder

Det er et gensyn med en gammel kending, når Militaryudvalget byder Kerstin Dallmann velkommen på posten som formand

Copyright Ridehesten.com
Kerstin Dallmann har selv mange års erfaring som rytter i militarysporten. Foto: Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

Kerstin Dallmann har tidligere siddet i Militaryudvalget og har stor erfaring indenfor military. Nu glæder hun sig til at være med til at udbrede sporten yderligere i Danmark som ny formand for militaryudvalget. Det skriver Dansk Ride Forbund.

Masser af både dansk og international erfaring
Kerstin Dallmann er 38 år og arbejder til daglig som folkeskolelærer. Kerstin bor på Fyn, hvor hun har sine heste lige uden for døren. Hun er selv aktiv militaryrytter og har stor erfaring med military. Blandt andet har hun fungeret som holdleder for seniorlandsholdet i military ved både EM på Blair Castle i Skotland i 2015 og senest også ved EM i Strzegom i Polen i sommer. Hun har også været holdleder ved tre Nordiske mesterskaber.

Kerstin har også været aktiv i dialogen mellem Dansk Ride Forbund og FEI, hvor hun bl.a. har deltaget i diverse møder og i oplæg om den Olympiske Agenda i 2020. Hun har desuden været dansk national safety official i FEI, som er en rolle, der beskæftiger sig med sikkerheden indenfor militarysporten. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Military er sjovt
Kerstin har tidligere været medlem af Militaryudvalget, hvor hun blandt andet har stået for stævnekoordineringen. Hun bytter nu medlemsposten ud med en formandspost, men forventer ikke kæmpe ændringer af den grund:

– Udviklingen af sporten var allerede rigtig godt på vej sidst, jeg var i udvalget, og det er jo bare dejligt at have været vidne til, at udviklingen stadig fortsætter i den rigtige retning. Vi skal selvfølgelig arbejde hen imod at få endnu flere udøvere i sporten, men det er jo sådan med military, at når man en gang har prøvet det, er man fanget, fordi det bare er rigtig sjovt. Så vi skal have endnu flere til at prøve kræfter med military. Jeg glæder mig til at gøre en indsats for, at vi sammen kan fortsætte de gode takter, der er i dansk militarysport, og selvfølgelig til at indgå i et godt samarbejde med de andre medlemmer af militaryudvalget, udtaler Kerstin Dallman.

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner