Ny formand for Dansk Hestevæddeløb

23-05-2024 15:43

Da Dansk Hestevæddeløb onsdag den 22. maj 2024 afholdt ordinær generalforsamling, blev det med et nyt ansigt på posten som formand, mens næstformand og øvrige bestyrelsesmedlemmer blev genvalgt

Copyright Ridehesten.com
Foto: Ridehesten.com/ Jørgen Bak Rasmussen.

Dansk Hestevæddeløbs ordinære generalforsamling, der blev afholdt onsdag den 22. maj 2024, blev norske Pål M. Tung valgt som ny formand. Iben Hjorth Buskop fortsætter som næstformand, ligesom der var genvalg til de øvrige bestyrelsesmedlemmer, det skriver Dansk Hestevæddeløb i en pressemeddelse. 

Pål M. Tung har tidligere været bestyrelsesmedlem på Charlottenlund Travbane, samt været formand for Det Danske Travselskab, hvor han selv valgte at trække sig fra posten i 2020. Udover en travpolitisk karriere, har Pål en baggrund som aktiv i hestevæddeløbssporten og en erhvervsmæssig baggrund som bl.a. direktør for den svenske koncern ITAB's virksomheder i Danmark. Derudover har han arbejdet bredt med organisations- og forretningsudvikling. 

Pål glæder sig til at være med i den videre udvikling af dansk hestevæddeløbssport, fortæller han til Dansk Hestevæddeløb: – Jeg ser frem til at bruge mine kræfter, erfaring og kompetencer til at bidrage til den fortsatte udvikling af den danske hestevæddeløbssport. Jeg er bevidst om, at tillid er en skrøbelig størrelse i denne branche, men jeg tror på, at hvis vi fokuserer på at samarbejde, så kommer vi langt. 

Pål M. Tung er den fjerde formand for Dansk Hestevæddeløb inden for blot et år. Sidste år på denne tid, var det John Kirketerp, der sad på formandsposten, men han nedlagde sit mandag i begyndelsen af september 2023. Derefter overtog næstformand, Iben Hjorth Buskop formandsposten indtil den blev besat af nye kræfter, og nu bliver det altså spændende at følge dansk hestevæddeløbssport med Pål M. Tung på formandsposten. 

Kilde: Dansk Hestevæddeløb. 

Kristine Ulsø Olsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen