Nu reagerer Dansk Ride Forbund

03-10-2024 13:20

Efter TV2 dokumentaren, "Mareridtet på stutteriet", rullede over danskernes skærme i går, reagerer Dansk Ride Forbund nu på anklagerne i en pressemeddelelse, som du kan læse herunder

Copyright Ridehesten.com
DRF's formand, Dan Boyter, opfordrer alle, der har oplevet krænkende adfærd til at melde det til politiet. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø.

I går rullede første afsnit af TV2s nye dokumentar "Mareridtet på stutteriet" over danskernes skærme. Her kom en række alvorlige anklager om vold, krænkende adfærd og seksuelle overgreb frem om den tidligere stutteriejer, John Byrialsen. Dokumentaren beskriver en række hændelser, der spænder over flere årtier og involverer en lang række tidligere ansatte og elever fra Viegård Stutteri. Nu har Dansk Ride Forbund meldt ud i en pressemeddelelse, hvordan de forholder sig til sagen, og den kan du læse herunder: 

Dansk Ride Forbund har ingen mulighed for at agere i denne konkrete sag idet de krænkende hændelser ikke er sket i et regi, hvor DRF har lovhjemmel til at handle, men formand Dan Boyter understreger forbundets klare holdning til krænkende adfærd: 

"Den dokumentar, der i går er blevet udgivet på TV2 Play og senere samme aften og næste uge vises på flow-TV, fremhæver en række meget alvorlige og dybt foruroligende anklager om krænkende adfærd og overgreb i ridesporten. Dansk Ride Forbund har ingen mulighed for at agere i de specifikke sager, men vi vil klart og tydeligt understrege, at den slags adfærd på ingen måde hører hjemme i ridesporten eller andre steder i samfundet. Vi opfordrer altid ofre for krænkende adfærd til at melde det til politiet, uanset sagens alder eller karakter. 

Selvom de nævnte hændelser ligger langt tilbage i tiden og i nogle tilfælde kan være omfattet af forældelsesregler, skal der ikke være nogen tvivl om, at krænkende handlinger og overgreb er fuldstændigt uacceptable. Det er positivt at se, at der er en kraftig kulturændring i gang, ikke bare i Danmark, men i hele verden, som tager fat på problematikker omkring netop krænkende adfærd. Ridesporten er ingen undtagelse, og vil vil fortsat arbejde for at sikre et trygt og respektfuldt miljø for alle vores medlemmer." 

For dem, der har brug for råd eller hjælp i forbindelse med krænkende adfærd inden for ridesporten, henviser vi til vores afsnit "Tryg i sporten" på DRF's hjemmeside. Her kan du finde information, værktøjer og vejledning til at skabe tryghed i sporten. Afsnittet indeholder også en guide til, hvor du kan henvende dig, hvis du selv eller nogen, du kender, har været udsat for krænkende adfærd. Dansk Rie Forbund kan ikke tage stilling til skyldsspørgsmål, men vi står til rådighed for at hjælpe med vejledning og støtte til den videre proces. Vi opfordrer altid til at bruge DIF's whistleblowerordning eller kontakte politiet ved alvorlige sager.

Læs mere om Tryg i sporten her. 

// Pressemeddelelse

I går kom det ydermere frem, at politiet efter tv-dokumentaren ligeledes har udvidet deres efterforskning i sagen. Det kan du læse mere om i denne nyhed.  

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner