Signe Wiese
Både sølv- og bronzemedaljen endte om halsen på danske ryttere, da ungrytternes individuelle mesterskab i dressur i dag blev afgjort på Flyinge.
Med et kürridt som dommerne bedømte til 72,475% tog Pernille Teidor Olesen og Don Dino e. Don Cardinale sølvet, mens Cecilie Lyndrup red bronzemedaljen hjem på Lambada e. Lobster med et ridt til 70,825%. Mesterskabet blev vundet i suveræn stil af svensle Marina Mattsson, der på Cassio e. Conteur leverede en kür til hele 75,550%.
- Jeg er meget godt tilfreds. Det er kun 4. gang jeg rider mit program, og der er stadig små ting, der skal justeres, men det gik rigtig godt, og hesten var der for mig. Jeg har mit første år som ungrytter, så jeg er meget godt tilfreds, fortalte Cecilie efter medaljeceremonien.
Også Pernille var en glad medaljetager: - Jeg synes det gik fint, selvom jeg red, der hvor der var allermest regnvejr. Det var næsten svært at se hvor vi var på banen nogen gange. Jeg kunne godt mærke at hesten var lidt mere opmærksom på tingene, men jeg er rigtig glad og tilfreds.
Emma Holm Westergaard og Pantani e. Freudenfest blev nr. 9 med 67,725%
Anna Zibrandtsen, der var et stærk kort på det danske hold i holdkonkurrencen, havde valgt at trække sig fra den individuelle konkurrence.
- Jeg´har den mest fantastiske hest. Detroit blev opereret for 2 måneder siden, og jeg red ham første gang siden torsdag den 20., så jeg har næsten ikke fået noget genoptræning. Men jeg havde brug for at kvalificere mig til EM, og det har vi nu gjort, så jeg trækker ham. Han er mit livs hest! Han har "tullet" rundt hele ugen uden pres, og alligevel har han gået så godt, fortalte Anna til Ridehestens udsendte.
Se resultatet af klassen HER