Thilde Alsing
I dag var den sidste dag til det traditionsrige stævne Bækgaarden Horse Festival, som begyndte allerede i onsdags.
Stævnet har i løbet af dagene budt på mange spændende klasser, og i går blev stævnets højeste klasse på 150 cm samt Derby-klassen afviklet. Det blev her til en sejr for Christian Jansen og Stenvangs Daiquiri e. Catoo/ Clarino (opdr. Theresa Dueholm Petersen) i Grand Prix-klassen på 150 cm.
I dag stod programmet på både LA-, MB- og MA-klasser, hvor der i alt var 170 ryttere til start.
Dagens højeste klasse, MA2** på 140 cm, blev vundet af Cecilie Kjær og Early F e. Eldorado van de Zeshoek/ Ustinov (opdr. Helle Foged), som klarede sig fejlfrit igennem begge runder og sluttede på den hurtige omspringningstid på 32,96 sekunder.
Ikke langt efter fulgte Jack Ray Nielsen og Raypawers Narrado e. Nabab de Reve/ Corrado I, som ligeledes klarede sig fejlfrit igennem begge runder og sluttede på tiden 34,40 sekunder.
På tredjepladsen blev det Pernille Fabricius Tange med Little Limbo, der som den eneste anden rytter også klarede sig fejlfrit igennem omspringningen. De sluttede på tiden 36,44 sekunder.
I MA1*-klassen med en forhindringshøjde på 135 cm var der også tæt kamp om topplaceringerne, men sejren gik dog til Lærke Olesen og HHS Toronto e. Cavalier/ Don Juan de la Bouverie, som kom fejlfrit igennem omspringningen på tiden 34,51 sekunder.
Placeret som nr. 2 blev Alexander Mark med Kirkelodgaard's Suprice, som klarede omspringningen på 35,10 sekunder, mens Julie Højer Thomsen og Untoucheable Olympic e. Untouchable/ A'Khan Z (opdr. Schou Absolute Horses A/S) blev nr. 3.
Efter endnu en travl stævnedag kunne Bækgaarden runde af for denne gang, hvor mange ekvipager og nysgerrige publikummer i løbet af ugen har lagt vejen forbi.