Thomas Bach Jensen
Jette Søholm Petersen satte i marts måned sin 5-årige hjemmeavlede DV-vallak, Zafari Søholm e. Blue Hors Zack/ Solos Landwind, i ridning hos Pernille Nordborg, hvis rytter Line Tange Jakobsen har redet hesten lige siden. Ekvipagen har deltaget i den danske UVM-iagttagelse og havde kvalificeret sig til den endelige udtagelse.
Zafari Søholm blev sidste år placeret i Blue Hors championatet med Karen Bruun. Han var i højere grad en hest til fremtiden end en egentlig championatshest og kom til Pernille Nordborg for på sigt at blive solgt. Lige omkring UVM-udtagelsen var der mange om buddet, og Zafari blev solgt via Pernilles samarbejdspartner Klaus Munkedal til en sponsor for en dygtig dansk dressurrytter i USA.
- Han er solgt med henblik på uddannelse til en langsigtet dressurkarriere, og skulle netop i handelsundersøgelse den fredag, UVM-udtagelsen startede, fortæller Pernille Nordborg, der driver salgsstalden Nordborg Dressage og i øvrigt roser opdrætterne for et rigtig godt samarbejde.
Nu har Zafari Søholm påbegyndt sin rejse til første stop på Fyn sammen med den den 7-årige Piemonte K. e. Painted Black/ Diamond (opdr. John Kenneth), som Pernille netop har solgt til Ulrik Mølgaard i England.
- Markedet er helt klart opadgående nu. Selv om det altid er lettest at sælge super gode heste, så sælger vi heste i alle prisklasser, og der er også kommet lidt flere penge i de mindre gode heste. Det er efterhånden kun et spørgsmål om at finde heste nok, for køberne er der, slutter Pernille Nordborg, der i øvrigt altid har heste til salg på Ridehesten.com.