Anna Pørtner
Gårdspladsen på Vilhelmsborg danner rammen om Dansk Varmblod og Dansk Ride Forbunds udtagelse af heste til UVM i dressur. Det sker den 1. og 2. juli, hvor dommerne Gunilla Nyman, Birthe Lyder Nielsen og Jens Holm Kristensen får til opgave at sammensætte det stærkest mulige team i de tre aldersgrupper: 5-, 6- og 7-års heste.
I forbindelse med DM-stævnet i Randbøl blev der sat en bruttotrup som består af henholdsvis ni 5-års heste, ni 6-års heste og seks 7-års heste heste. Ved den endelige udtagelse skal ekvipagerne vises i det indledende program på førstedagen og i finaleprogrammet på andendagen. Fra udvalget lyder det, at kravene fra dommerne vil være skærpede i forhold til udførelsen af øvelserne, og den præcision programmerne bliver vist med.
Efter hver årgang har været til bedømmelse på andendagen vil dommerne udtage fire ekvipager samt reserver. Hvem der kommer til at repræsentere Danmark og Dansk Varmblod i tyske Verden bliver offentliggjort via højttalerne og på Dansk Varmblods hjemmeside.
Alle er naturligvis velkomne til at overvære udtagelsen af heste til UVM. Cafeteriaet er åbent inde i opvisningshallen, og desuden vil Noona Velide opsætte en food truck på gårdspladsen.
Tirsdag vil der være hesteeftersyn af de deltagende heste, og første rytter rider på banen kl. 14.00 i årgangen af 5-års heste. Kl. 15.50 er det tid for de 6-årige heste, mens det er de seks 7-årige heste, der afslutter dagen med første start kl. 17.40.
De 7-årige heste er de første til bedømmelse om onsdagen fra kl. 8.30.
Verdensmesterskaberne er tilbage i den tyske by Verden, og UVM afvikles fra den 5.-10. august.