Nervepirrende DM venter ved Equitour

06-09-2020 09:19

Britt Carlsen

Har man ikke billet til at følge afgørelsen i det danske seniormesterskab, så kan man følge afgørelsen på DR2 live - og hvem er det så, som kommer til at stå øverst på podiet?

Copyright Ridehesten.com
Cathrine Dufour og Atterupgaards Cassidy er på guldkurs. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

I går blev DM-rytterne testet i Grand Prix, og i dag bliver DM afgjort i Grand Prix kür. Første rytter rider på banen kl. 15.00 og sidste rytter har starttid kl. 17.17.

Der er 14 startende i mesterskabet, og i går lagde Cathrine Dufour sig i spidsen med Atterupgaards Cassidy e. Caprimond (opdr. Atterupgaard). Cassidy er blevet 17 år, men han er fortsat fit og frisk. Selvom det efterhåneden er 13 måneder siden han sidst gik udendørs (da han vandt EM bronze i Rotterdam), så trak Cathrine og Cassidy på deres store rutine i mesterskabsklassen, og virkede som sikkerheden selv gennem Grand Prix-programmet. De snorlige ettere udløste et 10-tal, og de er nu i front med 80% Cathrine har startnummer 16.50. De to har en kür, som bl.a. gav hende 89,445% i Saab Top Ti sidste år.  Hør Cathrine fortælle om deres Grand Prix-ridt HER

Hvor Cassidy er i sin flotte karrieres efterår, så er Carina Cassøe Krüth og 9-årige Heiline's Dancieras karriere lige startet. På grund af coronapandemien har de ikke været til start siden Dansk Varmblods hingstekåring i Herning i marts, og selvom Danciera e. Fürstenball (opdr. Stald Heiline) normalt ikke kigger på noget på banen, så trykkede hun sig lidt derinde i går, fortalte Carina. Alligevel fik de to vist et fremragende program med den flotte, udtryksfulde passage som et højdepunkt. I det hele taget har hoppen så store gangartsmæssige kvaliteter, at hun ikke har nogen svagheder i programmet. De ligger på andenpladsen med 78,04% og kommer til DM med en spritny kür, som de ikke har redet tidligere. Den er lavet til fremtiden, den er meget svær, så Carina forventer ikke at kunne ride den helt fejlfrit. De to har starttid kl. 16.32. Hør Carina fortælle om deres ridt i Grand Prix klassen HER

Andreas Helgstrand har tidligere vundet DM fire år i træk, men de seneste 10 år, har han været fokuseret på at opbygge sin forretning Helgstrand Dressage og ride UVM for de unge dressurheste, med adskillige medaljer til resultat. Nu har han fundet tid og motivation til igen at uddanne og træne Grand Prix-heste og han ligger pt. på en tredjeplads med den tredobbelte UVM-guldvinder Fiontini e. Fassbinder (opdr. Henrik Hansen). De opnåede godt 74% i Grand Prix-klassen, og har starttid kl. 16.41. Og for dressurentusiaster vil deres kür være en særlig oplevelse. Hør Andreas fortælle om sin Grand Prix-start HER

Startlisten kan ses HER og så kan man følge mesterskabet på DR2 Live 

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner