Nathalie vælger Digby til OL

11-01-2008 08:46
Dansk Rideforbund talte med Nathalie zu Sayn-Wittgenstein ved OL-forberedelsesmødet i mandags. For den 33-årige landsholdrytter er det den 11-årige vallak Digby, som er favoritvalget, hvis billetten til OL kommer i hus.

Hvilke forventninger har du frem mod OL? ”Jeg skal indrømme, at jeg ser det mere som VM eller et mesterskab som jeg arbejder hen imod. Jeg forbereder mig på samme vis, som hvis det var et EM eller VM. Jeg vil sige, at jeg er glad for at det enten er Digby eller Rigoletto som er inde i billedet og ikke Fantast, for han ville aldrig kunne klare varmen". Hvad komme dine forberedelser til at gå på? ”Jeg skal til nogle forskellige stævner med Digby, han er stadig forholdsvis ung og i udvikling. Det er vigtigt at jeg kommer ud og starter nogle udendørs stævner på ham. Han kom lidt sent i gang sidste år og fik faktisk kun startet fire udendørsstævner. Han er utrolig sød, når han går indenfor, men han kan stadig godt blive lidt for tændt, når han går udenfor, så det skal vi lige have styr på. Det er Digby, jeg personlig satser på, jeg kan bedre stole på ham, han er ikke så nem at distrahere og så kæmper han for mig – han går aldrig imod. Men han er også en hest, som man skal passe på, han kan godt blive træt i kroppen og så kan han ikke løse opgaverne optimalt". Hvordan tror du han tager flyveturen derud? "Hverken Digby eller Rigoletto har prøvet at flyve før, men de er altid gode til at rejse. De spiser og drikker alt det, de har lyst til både under en rejse og når de kommer frem. Så jeg kan kun forestille mig, at det nok skal gå godt med en flyvetur". Nathalie stiller i de kommende måneder til start ved bl.a. World Cup stævnerne i Amsterdam, Neumünster og forhåbentligt finalen i s’Hertogenbosch. Kilde : Dansk Rideforbund.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner