Britt Carlsen
Prinsesse Nathalie zu Sayn-Wittgenstein bliver ny landstræner for det danske dressurlandshold. Hun har været international toprytter (Grand Prix-niveau) i 15 år, og hun har repræsenteret Danmark ved syv Europamesterskaber, tre Verdensmesterskaber samt to Olympiske Lege, hvor det blev til holdbronze i 2008 i Hong Kong. Hun er blevet trænet af nogle af verdens ypperste dressurtrænere, og de seneste år har hun selv fungeret som træner for topryttere i England, Australien og Danmark. Nu er hun klar til at tage tøjlerne som landstræner og føre Danmark til top ved de kommende års mesterskaber.
”Jeg glæder mig rigtig meget til at påtage mig opgaven som landstræner. Det er en helt ny og spændene udfordring, som betyder meget for mig. Jeg håber, at jeg sammen med rytterne kan forme et stærkt hold for fremtiden og fortsætte den gode udvikling, som dansk dressur har gennemgået de seneste år,” siger Nathalie zu Sayn-Wittgenstein.
Dansk Ride Forbund har været i tæt dialog med rytterne i A-gruppen ifm. rekrutteringen af en ny landstræner, og der er bred opbakning til Nathalie blandt rytterne.
”Det er vigtigt for os, at den nye landstræner ikke bare har de træner- og ridemæssige færdigheder i top, men at der også er solid opbakning fra rytterne. Vores mål er, at vi fortsat skal ligge helt i top i verden, og det kræver, at arbejdet omkring landsholdstruppen bygger på tillid og anerkendelse. Derfor er det glædeligt, at rytterne bakker op om vores valg af landstræner. Nathalie er en af vores allermest erfarne ryttere, og på landsholdet har hun gennem årene ofte leveret de bedste danske resultater og dermed spillet en nøglerolle i den succes, som dansk dressur har opnået gennem årene. Derudover har Nathalie også solid trænererfaring samt et bredt og solidt netværk i den internationale ridesport, og jeg ser frem til samarbejdet, som, jeg er overbevist om, bliver en gevinst for dansk dressur,” siger Elitechef i dressur og holdleder Kimi Nielsen.
Landstræner på husbesøg
Som det første vil Nathalie benytte de kommende uger til at besøge rytterne i den danske A-trup for tale med dem om deres ambitioner, forventninger til samarbejdet, træning og hestemateriale. I starten af februar samles hun og rytterne til den første træningssamling, og det første store mesterskab med Nathalie som landstræner bliver EM i Gøteborg til august.
Nathalie zu Sayn-Wittgenstein er født i 1975 og bor i Berleburg sammen med sin mand Alexander Johannsmann, sønnen Konstantin og datteren Louisa, men senere på året flytter familien til Hamburg.
Kilde: DRF