Når sommeren bliver en plage

12-08-2019 14:04

Merete Haahr

For heste, der lider af sommereksem, betyder sommeren en periode med irriterende kløe og rastløshed, og for hesteejerne betyder det meget mere ekstra arbejde. Ifølge Schweiziske forskere er der snart håb på vej til plagede heste og deres ejere

Copyright Ridehesten.com
Sommereksem kan være en plage for hestene og give ekstra arbejde til hesterejerne.

En af de almindeligste årsager til sommereksem er, at immunsystemet hos nogle heste overreagerer mod spyttet fra en særlig art af mitter ( Culicodes spp).

Mitten lægger sine æg, som udklækkes i vand og ofte findes i lavtliggende områder. 

Symptomerne på sommereksem viser sig som en allergisk reaktion i form af intens kløe i hale og man og hård, læderagtig og skællet hud langs man kammen med væskende åbne sår som følge af kløen. Det er specielt ved man og hale, men det kan også være på maven og på ryggen. 

Særligt islandske heste og shetlandsponyer er genetisk mere modtagelige overfor mitterne.

Diagnosen stilles ved først og fremmest ved at se på hestens symptomer, men i nogle tilfælde kan man udføre en allergitest for at fastslå, hvad præcis hesten reagerer imod. På den måde kan man prøve at undgå det, som er årsagen til reaktionen.

Der findes i dag ingen effektiv behandling mod sygdommen, som er kronisk. Man kan lindre symptomerne ved behandling med kortison og antihistamin, og præparater som indeholder bensyl benzoate har vist sig effektive på mange heste. Den bedste virkning får man, hvis man smører præparatet på hestens man og hale allerede tidligt på foråret, inden hesten viser tegn på at klø sig. Udover det, har hesten brug for beskyttelse med et eksemdækken, når den går på fold eller står i stalden – særligt i de timer, hvor mitten er mest aktiv, som regel tidligt om morgenen og sent om aftenen. 

Omega 3-fedtsyrer har vist sig at have en effekt på sommereksem. Forskere fra Guelph i Canada har lavet et forsøg, hvor de gav hestene 500 gram hørfrø dagligt i seks uger. Det resulterede i mærkbar reduktion af hudens allergiske reaktion overfor mitterne. Mad, som indeholder Omega 3-fedtsyrer, er kendt for at booste immunforsvaret og reducere betændelsestilstande. Omega 3-fedtsyrer findes i fiskeolier, hørfrøolier og rapsolie. 

Ifølge Gærum dyreklinik kan man også bruge hvidløg i hestens foder, da smagen af hvidløg i hestens hud kan afskrække mitterne fra at bide.

Copyright Ridehesten.com
Mange islandske heste viste forbedrede resultater ved forsøg med vaccinen mod sommereksem.

Der findes en række kløestillende shampooer og cremer, som man kan afprøve én for én og vurdere effekten. Det er vigtigt ikke at blande dem sammen, da det kan give den modsat rettede effekt og få en følsom hest til at reagere med mere kløe. 

Der forskes intensivt i at finde en vaccine mod sommereksem, og man prøver at identificere, hvordan en særlig type af hvide blodlegemer bekæmper stofferne i spyttet fra mitterne.

Et forskningsprojekt, der leder efter en vaccine mod sommereksem, undersøgte 34 islandske heste, som alle led af sygdommen. Antonia Fettleschoss-Gabriel fra Zürich Universitetshospital gav 19 af hestene en vaccination, og de 15 andre heste fik placebo. Vaccinen er baseret på at tilføre hesten allergener, som ville gøre dem immune over for mitter. Hver af hestene fik fire indsprøjtninger i løbet af tre måneder og en booster vaccine. Det resulterede i mindst 50%  forbedring i forhold til året før, og for nogle af hestenes vedkommende var det op til 75% af hestene, som viste forbedring. Vaccinen forventes at være i produktion og tilgængelig i løbet af 2021. 

Forskerne håber på, at studierne på hestene kan være med til at udvikle en lignende behandling hos mennesker med allergiske reaktioner.

Kilde: “Treating insect-bite hypersensitivity in horses with active vaccination against IL-5,” Journal of Allergy and Clinical Immunology, April 2018

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner