Nanna Merrald vinder EM-sølv

08-09-2023 17:17

EM i Riesenbeck: Nanna Skodborg Merrald havde sit livs ridt på Blue Hors Zepter i dag, og sikrede sig dermed EM-sølv i Grand Prix Special foran Charlotte Dujardin og Charlotte Fry

Copyright Ridehesten.com
Nanna Skodborg Merrald da hun opdagede at sølvet var i hus. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Det var ridning i absolut verdensklasse, som blev vist her til eftermiddag ved EM i Riesenbeck, hvor den sidste del af rytterne næsten tog pusten fra publikum ved at ride så imponerende godt. Ud fra startrækkefølgen, kunne det nærmest ikke blive mere spændende, da de sidste fem ryttere var Charlotte Fry, Jessica von Bredow-Werndl, Charlotte Fry, Carls Hester og ikke mindst - danske Nanna Skodborg Merrald. 

Copyright Ridehesten.com
Charlotte Fry og Glamourdale. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Verdensmesteren fra Herning, Charlotte Fry og den imponerende avlshingst Glamourdale e. Lord Leatherdale/Negro havde æren af at være de første af de fem, som var kandidater til medaljerne. Glamourdale så noget mere rolig og afslappet ud i dag, og det hele blev knapt så voldsomt som det blev i går. Piaffe-turen var forbedret fra i går og som altid måtte publikum måbe under både galopøgningen og to'er changementerne fordi de simpelthen er så imponerende hos denne ekvipage. I etterne sneg der sig en lille fejl ind med samlede bagben, men efter en fremragende midterlinje til sidst sluttede de med 81,76% og lagde sig foreløbigt i front.

Det helt store spørgsmål inden dette års EM har været om det ville blive Charlotte Fry på Glamourdale eller Jessica von Bredow-Werndl og TSF Dalera BB e. Easy Game/ Handryk, der ville være stærkest. De har nemlig aldrig redet mod hinanden før og i går fik en forsmag på der, da Jessica og Dalera var 3% bedre en den britiske ekvipage. I dagens Special var det mindst ligeså spændende, men det stod hurtigt klart, at Daleras lethed og elegance er i en liga for sig. Der var næsten ikke en finger at sætte på ekvipagens ridt, udover en lille fejl i to'erne. Dermed viste den tyske ekvipage, at de fortsat er urørlige, når de rider til deres bedste. Med 85,59% lagde de sig klart i spidse af konkurrencen. 

Copyright Ridehesten.com
Charlotte Dujardin og Imhotep. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Der er nærmest ingen andre, der kan ride et så præcist program som Charlotte Dujardin kan. Hendes præcision og måde at ride hver enkelt øvelse er enestående, og det viste hun allerede i indridningen som dommerne belønnede med 9,1. Med bare 10-årige Imhotep e. Everdale/ Vivaldi var der ikke meget slinger i valsen, og det er så imponerende hvordan Dujardin får sine hest til at udvikle sig fra stævne til stævne. Ved VM sidste år var Imhotep stadig meget grøn, selvfølgelig også på baggrund af sin unge alder, men bare siden stævnet i Aachen i starten af august i år, er der sket en stor udvikling med ekvipagen. Da de hilste af lød scoren på 82,58% og det lagde dem ind på en andenplads mellem Jesscia von Bredow-Werndl og Charlotte Fry.

Copyright Ridehesten.com
Carl Hester og Fame. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Man kan kun tage hatten af for de britiske ryttere, som alle formår at ride så flot og korrekt. Dujardins lærermester, Carl Hester, var anden sidste rytter på banen og red på samme måde med præcision og lethed. 13-årige Fame e. Bordeaux/Rhodium bliver ind imellem noget kort i nakken og lidt snæver fortil, men Hester prøver hele tiden at korrigere og få det bedste ud af vallakken. Det var ikke til medaljer, men med 80,10% var det absolut et fremragende ridt.

Man kunne høre en knappenål falde til jorden, da Nanna Skodborg Merrald red op af midterlinjen som den sidste rytter i klassen. Med Blue Hors Zepter e. Blue Hors Zack/ Wolkentanz II blev det en anelse spændende i gårsdagens holdkonkurrence, hvor Zepter blev lidt bange for skyggerne opad midten, og det kostede værdifulde points i galoppirouetterne. Nanna red i dag med et vanvittigt overblik gennem hele turen, hvor hun kontrollerede hvert et skridt og trak hver et point ud af dommerne. Zepter vrikkede ikke med et øre i dag, og han gjorde det absolut bedste han kunne. Længe lå procenten lige med Fry, som lå til bronze på dette tidspunkt. Det var faktum lige indtil galoppirouetterne, som i dag var helt i særklasse og den sidste midterlinje leverede ekvipagen til perfektion. Bifaldet var kæmpe da Nanna hilste af og spændingen om det endelig resultat var stor. På vej ud af banen blev karakterne fra hver dommer læst op og da den samlede procent lød på 82,79. Dermed kunne Nanna række hænderne i vejret, da hun indså, at sølvmedaljen var i hus.

Dermed blev medaljerne fordelt sådan at Jessica von Bredow-Werndl og TSF Dalera BB genvandt EM-guldet fra Hagen i 2021, Nanna Skodborg Merrald og Blue Hors Zepter vandt sølv, mens det blev til bronze for Charlotte Dujardin og Imhotep. 

Genrelt var der et meget meget højt niveau i dagens klasse og det var også gældende for de tre andre danske ryttere. Først ude var Daniel Bachmann Andersen og den 12-årige Westphaler-vallak Vayron e. Vitalis/P.B. Gloster. Igen er det helt vildt hvad Daniel får ud af vallakken der næsten er to meter højt og i dag red de op til det absolut bedste, som de kan præstere på nuværende tidspunkt. Med 75,21% var der absolut tilfredshed hos Daniel og hans team.

Copyright Ridehesten.com
Andreas Helgstrand og Jovian. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Andreas Helgstrand har i denne uge redet sit første internationale mesterskab på hingsten Jovian e. Apache/ Tango og det har de klaret med bravur. Der var ikke de store fejl i dagens program, som blev belønnet med 74,75% og hvor de sidste points nok skal komme når den 9-årige hingst bliver endnu stærkere. 

Copyright Ridehesten.com
Carina Cassøe Krüth på Heiline’s Danciera. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

OL-finalist og VM-guldvinder Carina Cassøe Krüth og den 11-årige DV-hoppe Heiline's Danciera e. Fürstenball/ De Niro (opdr. Stald Heiline) var ligesom i går også vældig godt ridende. Den sorte hoppe dansede yndigt under Carina i den bagende sol og udover en lille fejl i to'erne, så var der ikke meget at sætte en finger på hos ekvipagen som sluttede med 75,54%.

Med en 10. plads til Carina, en 11. plads til Daniel og en 12. plads til Andreas, så er de faktisk alle kvalificeret til søndagens kür-finale, som er åben for de 18 bedste. Desværre er reglen sådan at det kun er de tre bedste som hver nation der må starte og det betyder at Andreas og Jovian ikke kommer til at ride kür.

Klassens resultat.

Stævnet start - og resultatlister. 

Copyright Ridehesten.com
Der var fantastisk dansk opbakning til de danske ryttere. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner