Annika Knudsen Lorentsen
I går aftes i Omaha, USA, red Nanna Skodborg Merrald sit personligt bedste resultat i Grand Prix Freestyle. Det gjorde hun i sadlen på Blue Hors Zepter e. Blue Hors Zack/Wolkentanz II ved World Cup-finalen 2023, og det sikrede hende en plads på podiet, som den næstbedste. Placeret lige imellem to stærke tyske konkurrenter, Jessica von Bredow-Werndl øverst på podiet og Isabell Werth på tredjepladsen.
– Det er det største jeg har opnået indtil videre, og det var meget specielt at blive 2'er i blandt så fantastiske ryttere. Jeg er meget meget glad og stolt over at være kommet her til, fortæller Nanna.
Et særligt, men nyt partnerskab
Nanna har blot redet Zepter i fire måneder, og stævnet i Omaha var deres tredje konkurrence sammen. Før World Cup-finalen, har de blot redet de to krævede World Cup-kvalifikationer for at kvalificere sig til finalen, og for hver gang de har været til start, har de udviklet sig.
– Partnerskabet er meget nyt, og det er kun vores tredje konkurrence sammen. Jeg føler stadig, at der er så mange knapper, som jeg skal finde, for han har uanet potentiale. Der er stadig meget, jeg skal lære at kende, og med al den tid, man bliver ved med at udvikle sig, så tror jeg aldrig, at man bliver færdig. Et år eller to kan dog gøre meget, så jeg vil tage det stille og roligt, fortæller Nanna om den kommende udvikling sammen med Zepter.
– Det har været en fantastisk oplevelse [Nanna Skodborg Merrald]
I World Cup-sæsonen 2022/2023 har Nanna Skodborg Merrald været til start med fire forskellige heste, som hun alle har redet topplaceringer i hus på, og de tre, som hun var til start ved to kvalifikationer på, blev alle kvalificeret til årets finale. Valget af hest blev 15-årige Blue Hors Zepter, på trods af, at hun blandt andet havde sin VM-guldhest Blue Hors Zack blandt de kvalificerede. Blue Hors Zack er 19 år i år, og valget faldt altså på det lidt yngre afkom efter netop Zack, som Nanna tror på, at hun kan opnå endnu større ting med i fremtiden.
– Zack vil altid være kongen, men jeg har endnu mere potentiale at udnytte hos Zepter i fremtiden.
Kürmusik lavet til Zepter
Nanna red et smukt kürprogram i sadlen på Blue Hors Zepter, og dommerne gav rigtig høje karakterer for det kunsteriske indtryk. I onsdagens Grand Prix havde ekvipagen et par dyre fejl, men de lod sig ikke mærke af det i küren, hvor de viste stort overskud.
– Mit musik er lavet til Zepter og passer utroligt godt til ham. Det har meget power, præcis som ham, men også nogle rolige øjeblikke, hvor man lige kan trække vejret, inden man skruer fuld power på igen, forklarer Nanna og fortsætter:
– Han var ret frisk i opvarmningen til kür, så jeg havde travlt med at styre alt hans power. Jeg arbejdede på at gøre ham sikker i øvelserne igen efter fejlene i Grand Prix, men det var nok ikke så meget ham, der var påvirket af fejlene, men mere i mit eget hoved.
En særlig oplevelse
World Cup-finalen i Omaha, var første gang, at Nanna red en konkurrence i USA, og det var en helt særlig oplevelse.
– Det har været en fantastisk oplevelse. Arenaen var fantastisk at ride i, og der var en super atmosfære. Publikum har været virkelig gode, og klappet og heppet på os alle, og ikke kun på deres hjemmebaneryttere. Det har været super fantastisk, slutter Nanna.