Næstved Sportsrideklub har venteliste (video)

16-08-2025 13:04

Georgia Timmermann

Mund-til-mund og unikke, historiske omgivelser på den smukke kasserne har gjort Næstved Sportsrideklub til et tilløbsstykke. I år er stævnet udsolgt – med venteliste og begejstrede ryttere.

Nyheden fortsætter efter annoncen

I 2022 afholdt Næstved Sportsrideklub for første gang B-stævne for hest på de smukke, historiske arealer ved Gardehusarkasernen i Næstved. Dengang var antallet af starter beskedent, men klubben holdt fast – og i år er det hårde arbejde blevet belønnet. Stævnet er så populært, at der er venteliste.

Ifølge Tina Madsen, frivillig i stævneudvalget, skyldes succesen især én ting. – Det er mund-til-mund, der har gjort forskellen, fortæller hun. Teknisk delegeret Birgitte Tribler peger desuden på, at klubbens løbende forbedringer af faciliteter og set-up har haft stor betydning for udviklingen.

Læs med i artiklen, hvor Tina og Birgitte deler deres erfaringer og indblik i stævnets vækst og visioner.

Copyright Ridehesten.com
John Tingberg formand Næstved Sportsrideklub, Tina Madsen, Louise Folkmann Mikkelsen, Sacha Brix Nikolajsen frivillige i stævneudvalget og assisterende banebygger Kim Ponsaing. Foto: Georgia Timmermann

Forberedelse i god tid og stærkt frivilligt engagement

Ridehesten mødte Tina Madsen under stævnet og spurgte ind til, hvad klubben har haft fokus på i planlægningen. Svaret er klart. - En god bund og tilfredse ryttere. – Vi begyndte allerede i januar med at forberede stævnet, blandt andet ved at dele videoer og opslag på sociale medier, så rytterne kunne sætte X i kalenderen. Vi gjorde meget ud af at annoncere klasserne tidligt, så rytterne kunne planlægge deres sæson, siger Tina.

I år varetager klubben selv hele sekretariatsfunktionen – udelukkende baseret på frivilligt arbejde.– De frivillige kommer fra flere forskellige klubber. Vi har også spurgt naboklubberne, om de ville hjælpe før, under og efter stævnet – og de fleste har sagt ja. Uden alle de frivillige kunne det ikke lade sig gøre, fortæller Tina. 

Lokale kræfter spiller en vigtig rolle

Nyheden fortsætter efter annoncen

Næstved Sportsrideklub har et stærkt lokalt netværk, og flere nøglepersoner gør en stor indsats. Bent Pedersen, berider og daglig leder af Stald Bent Pedersen, står for at vedligeholde banerne, så de er optimale for rytterne i det daglige og til stævnerne. John Tingberg, klubbens formand siden 2014, er en stor hjælp i stævneafviklingen.

Banebygger Jan Juul og assisterende banebygger Kim Ponsaing er tilfredse med stævnets første dage og fremhæver kvaliteten af underlaget og vejrforholdene. Hør deres vurdering i videoen nedenfor.

Gode råd til andre klubber: Giv ikke op

Næstved Sportsrideklubs råd til andre klubber som vil afholde C- og B-stævner:

  • Giv ikke op, selv hvis det første stævne kun har få starter – hvis rytterne har en god oplevelse, vil de fortælle det videre.
  • Hav erfarne teknisk delegerede, dommere og banebyggere omkring dig – og træk på dem, både før og under stævnet. Teknisk delegerede Birgitte Tribler fremhæver især, at klubben er meget lydhør over for at forny og udvikle stævnepladsen. Siden det første stævne i 2022 har klubben løbende tilføjet flere faciliteter, herunder flag langs banen, bannerskilte, grønne planter på banen, bænke til publikum, en ekstra bar til salg af drikkevarer, et udvidet cafeteria med forbedret bespisning. Denne konstante udvikling er med til at tiltrække både publikum og ryttere.
  • Lær af andre – flere af de frivillige har besøgt andre stævner for at se, hvad der fungerer.
  • Udvikling sker gennem ideer – de fleste spring er renoveret og sponsoreret. – Jeg fik en vild idé og en frivillig snedker til at føre den ud i livet. Vi fik lov at bruge Logoet Ørnen fra den gamle kaserne på et spring – det skaber en historisk forbindelse. Nu har både unge ryttere og deres bedsteforældre, som måske har aftjent værnepligt her, noget at tale om, fortæller Tina.
  • Sponsorerne spiller en central rolle for Næstved Sportsrideklub. Tina Madsen er aktiv i kontakten med sponsorerne og der bruges tid på at fremhæve sponsorerne via sponsorspring, sociale medier, bannere på stævnepladsen og nævne dem i speakeren under stævnet. Rytterne opfordres også til at nævne sponsorerne på deres sociale medier.
Copyright Ridehesten.com
Tina Madsen ved siden af det historiske spring med kasernens logo af ørnen. Tina fik en lokal snedker til at sponsorere springet efter at have søgt tilladelse til at bruge logoet. Foto: Georgia Timmermann

Stævnet fortsætter hele lørdagen til solen går ned og søndag afholdes sidste kvalifikation af Walber Cup DM for hold. Der er gratis adgang for publikum.

Resultater fra stævnet kan ses online her

Næstved Sportsrideklub hjemmeside kan læses her

Annika Knudsen Lorentsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen