Moody: – Bomb var ikke noget særligt som ung

21-09-2025 16:38

Trine Askjær-Jørgensen

Sådan siger britiske Becky Moody om hjemmeavlede Jagerbomb med hvem, hun nu har forrygende succes på de internationale dressurbaner, hvor de er blevet et moderne billede på harmoni og samarbejde. Bliv her klogere på ekvipagen, som med ganske kort varsel kom med til OL sidste år og nu er nr. 4 på verdensranglisten

Copyright Ridehesten.com
Becky Moody og Jagerbomb ved EM i dressur i franske Crozet. Foto: FEI/Leanjo de Koster
Nyheden fortsætter efter annoncen

Den britiske dressurrytter Becky Moody blev med ganske kort varsel udtaget til at deltage ved OL i Paris for sit hjemland sidste år, og lynhurtigt fik hun etableret sit navn i sporten med hjemmeavlede Jagerbomb e. Dante Weltino OLD/ Jazz. Selvom Becky ingen seniormesterskaber havde på CV'et forud for OL, kan hun nu bryste sig af OL-holdbronze og EM-holdsølv samt en fjerdeplads på verdensranglisten i dressur.

På trods af sine kun 11 år har Jagerbomb allerede vist, at han ikke bare er en almindelig dressurhest. Han er blevet en internationale stjerne – men det lå absolut ikke i kortene fra starten af.

Copyright Ridehesten.com
Becky Moody og Jagerbomb. Foto: FEI/Leanjo de Koster

En opvækst med heste
Becky Moody voksede op i en hestefamilie. Allerede som lille var hun omgivet af heste og ridning. Hendes mor havde været hobbyrytter, og hendes to ældre søstre var vilde med heste. Så Becky red, før hun kunne gå, og fik sin første pony som 4-årig. Hurtigt var hun med i ponyklub, stævner og konkurrencer. Dressuren begyndte at fylde mere og mere. Selvom military havde en vis tiltrækningskraft, indså hun, at hendes passion lå i det kunstneriske – i dressurens finesse, præcision og samarbejde med hesten. Samtidig var hun heller ikke modig nok til militarysporten.

Becky havde succes som repræsentant for sit land ved fire ungdoms-EM'er omkring årtusindskiftet samt en deltagelse ved verdensmesterskaberne for ungheste i 2012, men overgangen fra ungrytter og lilletur til Grand Prix og seniorniveau var svær. Hun havde en super talentfuld ungrytterhest med hvem, hun havde vundet bronzemedalje, holdmedaljer og blev national mester i Prix St. Georges og Intermediaire I. Hun havde trænet til at være en rigtig dygtig ungrytter, men ikke til seniorniveauet.

Becky forlod skolen som 16-årig for at hjælpe med at etablere hestefaciliteter på familiens ejendom. Selvom vejen var en anden end for de øvrige familiemedlemmer – hendes far var uddannet fra Oxford, og begge hendes søstre gik på universitetet – var de enormt støttende. I dag er der 30 bokse på stedet, hvor Becky og hendes søster Hannah træner heste og underviser ryttere på alle niveauer – men det er konkurrencerne, der virkelig driver Becky.

Copyright Ridehesten.com
Becky Moody og Jagerbomb. Foto: FEI/Leanjo de Koster

Jagerbomb – hjemmeavlen der overraskede
Becky købte på auktion en uprøvet 7-årig hoppe efter den hollandske hingst Jazz, men da hoppen var blevet tilstrækkeligt uddannet til at starte Grand Prix, pådrog den sig en alvorlig skade, som satte en stopper for dens karriere. Andre satsninger omfattede Carinsio, en KWPN-vallak, som hun red ved verdensmesterskaberne for ungheste i 2012 og udviklede til Grand Prix-niveau, hvor hun i 2017 red ham på det britiske Nations Cup-hold.

Hun ville gerne have brugt hannoveranerhingsten Danone på sin hoppe, men han var ikke tilgængelig, så valget faldt på den sorte oldenburgerhingst Dante Weltino OLD, der på det tidspunkt var syv år gammel og selv efter Danone.

– Jeg lægger ikke skjul på, at jeg ikke syntes, Bomb var en særlig god hest som ung, fortæller Becky til Dressage-News og tilføjer: – Han har altid haft gode rammer og et godt temperament, men var lidt doven og stiv i benene. Han bevægede sig ikke særlig godt, og jeg tænkte, at han da var en dejlig hest, men da han var 4-5 år, ville jeg aldrig have kunnet forestille mig, at han ville udvikle sig til sådan en hest her.

Det var først, da vallakken blev 6-7 år, at hun og hendes træner begyndte at lege lidt med nogle små trin, hvilket faldt hesten meget naturligt.

Nyheden fortsætter efter annoncen

– Han var typen der, hver gang man stillede ham et spørgsmål – bortset fra at være skarp – så svarede han: "Ja okay, jeg prøver", fortæller Becky.

Det med vallakkens energi var sværere, tog længere tid og krævede en større atmosfære for, at der kom lidt mere gang i ham. Han brillerede ikke rigtig i unghesteklasserne, men i takt med, at Jagerbomb blev ældre kom træningen naturligt til at handle mere om samling og styrke.

– Han vandt faktisk vores nationale 7-års championat og piafferede hele vejen igennem præmieoverrækkelsen. På det tidspunkt tænkte jeg: "Okay, måske er han lidt bedre, end jeg troede". Men hvis jeg skal være helt ærlig, tænkte jeg stadig, at jeg bare havde en fin Grand Prix-hest. Selv da jeg var med som reserverytter ved EM i Riesenbeck 2023, tænkte jeg stadig: "Ja, han er fin, men han kan ikke rigtig måle sig med de andre heste", husker Becky.

Ved London International Horseshow det år overraskede Jagerbomb dog pludselig. Publikum og stemningen gav Becky, hvad hun havde brug for. Vallakken bevægede sig med større udtryk, bedre kadence og den form for udstråling, der gør forskellen.

– Det var atmosfæren, der gav ham det der ekstra. Der indså jeg, at han ikke bare var en god hest – han var en super hest – en ægte stjerne, fortæller Becky.

Copyright Ridehesten.com
Becky Moody og Jagerbomb. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Toppen af sporten
Det seneste år har været noget helt særligt. Becky Moody og Jagerbomb har – mod alle odds – klaret flere "første gange" med bravur.

  • OL i Paris 2024: Becky blev udtaget i sidste øjeblik til det britiske hold med hvem, hun vandt holdbronze.
  • EM i Crozet 2025: Holdsølv ved senior-EM i Frankrig
  • En placering som nr. 4 i verden – et bevis på, at hendes og Jagerbombs tålmodige rejse virkelig har båret frugt.

Becky fortæller, at det stadig kræver arbejde hver dag – både teknisk dressur, mental styrke og evnen til at håndtere forventningerne. Jagerbomb har fundet sin selvtillid, hans bevægelse er blevet mere udtryksfuld, og hans temperament gør ham til en pålidelig makker – også når der er pres på.

Med sådan en kurve er forventningerne store. Becky Moody siger selv, at selvom målene er ambitiøse, så er det vigtigste for hende at bevare glæden, samarbejdet med hesten og respekten for processen. Jagerbomb har vist, at han trives under spotlightet – men også at han udvikler sig bedst med stabilitet, kærlighed og konsekvent træning.

Copyright Ridehesten.com
Becky Moody og Jagerbomb. Foto: FEI/Leanjo de Koster

Kilde: Dressage-News

Annika Knudsen Lorentsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen