Mit første stævne

08-11-2021 12:08

Christine Krogh Frausing
Skribent

Det kan være svært at finde hoved og hale i, hvordan man kommer i gang med at ride stævner. Tilmelding, regler, startlister og meget mere. Vi kommer her omkring hvad man skal være opmærksom på, ved sit første stævne

Copyright Ridehesten.com
Marja Michaelis og Futte. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Der er mange ting at holde styr på når man vil ride stævne, men først og fremmest skal ekvipagen meldes til, og det gøres på Dansk Ride Forbunds hjemmeside i stævnekalenderen, under fanen Go!.

Inden du begynder at melde til, skal du oprette en profil, hvor du registrerer og tilføjer rytteren der skal ride, samt hesten eller ponyen der skal stilles til start. Når du har registreret både hest og rytter, samt købt den rigtige rytterlicens, er du klar til at melde til et stævne. Dansk Ride Forbund har lavet en vejledning som du finder her.

Tilmelding

Når du melder til et stævne er det en god idé at spørge din underviser til råds, så vedkommende kan vejlede dig i hvilke klasser du skal starte. Få eventuelt din underviser til at hjælpe dig med at finde klassen inde under et stævne i stævnekalenderen, og vælg herefter den rigtige rytter, hest og klub som rytteren skal starte for. Vær opmærksom på at du kun kan starte for en klub, som du betaler for at være medlem i. Når du har valgt den rigtige klasse, går du til din indkøbskurv og betaler for klassen, på samme måde som ved alle andre webshops. 

Startlister

Startlisten findes på Equipe, der både findes som hjemmeside, og som en app til din telefon. Vær opmærksom på at tjekke starttiderne regelmæssigt, da der kan ske ændringer i tidsplan ved til- og frameldinger. Er du selv forhindret i at dukke op, skal du melde fra direkte til stævneaarangøren, da det kan være at der er andre der står i kø for at få en plads ved stævnet. 

Copyright Ridehesten.com
Freja Jensen og Jesper. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Stævnedagen

På selve stævnedagen er det vigtigt at komme i god tid, så det hverken bliver stressende for dig selv, eller for din hest. Orienter dig på stævnepladsen, og meld din ankomst i sekretariatet, hvor du har mulighed for at spørge om de vil se hestens pas. Nogen steder vil de gerne se din hests pas, for at tjekke om vaccinationer mm. er overholdt. Andre steder er det ikke nødvendigt. 

Når du er til stævne er det vigtigt at have tjekket op på om du overholder reglementet. Der er krav til både hest og rytters påklædning, og dem finder du svar på i reglementerne. Er du i tvivl, så spørg din træner til råds. Han eller hun ville kunne svare dig på dine spørgsmål, og ellers kender vedkommende garanteret nogen der kan svare dig på dine spørgsmål. 

Opvarmningen

Når du rider på en opvarmning er det vigtigt at huske, at du formentligt rider med en masse heste, som din egen hest ikke kender. Hold derfor god afstand, og orienter dig hele tiden når du rider. Undgå at ride med headset, da det kan sætte dig så meget ind i din egen verden, at du ikke når at opdage at du er ved at ride ind i en anden. Derudover skal du kunne de uskrevne regler, så som at man rider venstre mod venstre og at en rød sløjfe i halen betyder at du skal holde ekstra god afstand til lige netop denne hest.

Så er der kun tilbage at nyde turen, og at værdsætte de som sætter en dag af til at hjælpe dig når du skal ride stævne, uanset hvad udfaldet bliver.

Kilde: Dansk Ride Forbund

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner