Thomas Bach Jensen
Næsten uden opvarmning lykkedes det Mikala Gundersen og Leonberg at score 70,792% og dermed vinde Grand Prix Special ved CDI*** Kentucky Cup. Mikala havde prøvet et nyt bid på Leonberg, men biddet gnavede ham og hun var nødt til at vente med at ride, indtil en hjælper havde hentet det sædvanlige bid i stalden. Da alt var på plads igen, var rytteren før Mikala halvvejs igennem sit program, så der blev slet ikke tid til opvarmning for Mikala og Leonberg. - Leonberg klarede det flot alligevel, fortæller Mikala Gundersen på Facebook. Andenpladsen gik til Bonny Bonnello/Pikardi, mens de to danske heste Lucky Tiger med Pierre St. Jacques og Come On III med Shawna Harding blev treer og firer. Danske Lars Petersen blev nr. 8 med 65,875% og Arlene Page (Tuny) opnåede med den danske sølvmedaljehoppe Alina e. Michellino/Diamant 63,833%.