Michigan solgt til Ulrik Mølgaard

11-07-2011 15:25
Den 10-årige DV-vallak Michigan er solgt til Ulrik Mølgaard, England, og har allerede indhentet de første sejre i S-dressur
Copyright Ridehesten.com
Sanne Henningsen og Michigan ved Falsterbo 2008 (Foto: Ridehesten.com).

Den mørkebrune Michigan e. Michellino (opdr. Kaj Jensen) er i Danmark ingen ukendt stævnehest. Med sin faste rytter Sanne Henningsen opnåede Klaus Munkedals talentfulde hest at debuterede i Grand Prix ved landsstævnet i Kolding sidste år. Michigan er helbror til Grand Prix-hesten Minør, der ligeledes er uddannet af Sanne Henningsen. Ulrik Mølgaard og hans hustru Henriette Andersen har i 20 år været bosat i England og bor i Costwolds en halv time nordvest for Oxford. Henriette har siden 2000 været engelsk statsborger og rider på det engelske landshold i dressur og har for øjeblikket international succes med den 14-årige danskfødte vallak Louis d'or e. Heslegårds Louis / Grandis (opdr. Kristian Olesen). Ulrik, der tidligere har redet på det danske dressurlandshold for ungryttere og individuelt vandt DM i military i 1992, red i Danmark hos Jon D. Pedersen under sin uddannelse, inden han flyttede til England. Det er blevet til et par succesfulde årtier i England med uddannelse af unge dressurheste op til og med lilletur og nu satser Ulrik på Michigan som sin kommende Grand Prix-stjerne. - Jeg har altid haft masser af projekter. Vi har haft tralvt med byggeriet her på Furlong Farm og så har jeg løbende solgt de heste vi uddanner, så det er aldrig blevet til en Grand Prix-karriere for mig. Derfor besluttede jeg mig for, at nu skal være, fortæller Ulrik Mølgaard. Ulrik og Michigan har allerede været ude og teste samspillet i stævnesammenhæng. Nemlig i Hickstead, hvor det resulterede i to sejre i to Prix St. Georges klasser. - Det gik virkeligt godt til stævnet og den ene Prix St. Georges vandt vi meget overlegent. Den norske dommer Trond Asmyr gav flere gange 8,5 og 9, fortæller Ulrik veltilpas med sin nye danske hest. Næste stævne for den nye og lovende danske ekvipage er Hartpury og Hickstead i juli måned.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner