Thomas Bach Jensen
Det amerikanske marked har længe været et centralt og strategisk fokuspunkt for Helgstrand Dressage, der i flere år har drevet et salgs- og træningscenter i Wellington, Florida, beliggende på Eagle Three Farm og under ledelse af den danske OL-rytter Lars Petersen og hans amerikanske kone Melissa Taylor.
Med en fuldt booket stald og et højt niveau af træningsaktivitet er der opstået et behov for at styrke salgsteamet med en dedikeret professionel til at styre og drive salgsindsatsen på det amerikanske marked. Den rolle udfyldes nu af Micha Knol, en mangeårig og højt værdsat partner for Helgstrand Dressage.
Den hollandske dressurrytter og tidligere bankdirektør Micha Knol flyttede i 2015 fra Holland til USA for at realisere sin drøm om at ride Grand Prix dressur. Dette lykkedes ham, og han er blevet tildelt USDF's medaljer i sølv og guld. Derudover fik han succes med salg og formidling af topdressurheste. Han har bl.a. formidlet adskillige heste til amerikansk dressursports største investor, Heidi Humphries, der er sponsor for bl.a. Adrienne Lyle og Christian Simonson.
Helgstrand Dressage fortæller, at Misha Knol, der er baseret i Wellington, Florida, er bredt respekteret som en betroet køberagent og er kendt for at skabe stærke, langvarige partnerskaber mellem hest og rytter, herunder flere mesterskaber og amerikanske holdkombinationer. I sin nye rolle hos Helgstrand Dressage USA vil han fokusere på at vejlede ryttere og hesteejere i at vælge de perfekte dressurheste.
2026 tegner til at blive et spændende år for Helgstrand Dressage med store udviklinger på det amerikanske marked, et nyt initiativ i Kina og udvidelsen af Helgstrand Germany i forbindelse med flytningen til Isabell Werth.