Mere end et one night stand...

06-04-2014 17:08

... håber Fie Skarsø på, med hendes nye Grand Prix-hest One Night Stand. - Jeg vil gerne, at han holder længe endnu, siger hun. Equipagen fik her i weekenden en tredjeplads i Grand Prix Freestyle i Holland

Copyright Ridehesten.com
Fie Skarsø og One Night Stand (e. Olivi/ Ferro)

Denne weekend har budt på tre-stjernet dressurstævne i Holland, og fra Danmark har en håndfuld ryttere været til start. I Grand Prix Freestyle red Fie Skarsø og One Night Stand - en hollandsk vallak efter Olivi - ind på tredjepladsen med 73,100 procent.

- Det var bare en dejlig følelse at komme ud fra banen, og folk var helt vilde! Nu er det jo nogle år siden, at stutteri Wiesenhofs dejlige Munchhausen og jeg var rundt på de internationale baner, så det er en helt speciel følelse at have ført sådan en dejlig hest hele vejen til Grand Prix igen, siger Fie Skarsø efter sin placering.

Fie Skarsø har i løbet af de seneste år høstet mange placeringer på One Night Stand, i både lille tur, store tur og nu i Grand Prix. I Holland fik parret også en syvendeplads i den indledende Grand Prix-klasse. Det skorter ikke på roser til One Night Stand fra hans rytter.

- Det er kun hans anden kür, og han er endnu ikke så erfaren på dette niveau. Han er en helt speciel hest, ikke kun smuk, men enorm intelligent. Han bliver bare bedre og bedre. Vi har stadigvæk brug for meget rutine, men det vil vi så prøve at samle i år - uden at presse ham. Jeg vil gerne, at han holder længe og beholder lysten til Grand Prix, siger hun.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner