Dagens resultater i Mechelen

27-12-2013 16:43

Vibeke Mortensen

På andendagen ved det internationale stævne i Mechelen var danske Fie Skarsø og One Night Stand igen til start

Ved det internationale stævne i både dressur og springning i belgiske Mechelen, der løber fra den 26. til den 30. december, var danske Fie Skarsø igen i dag på banen med One Night Stand.

Klokken 8 i morges startede dagens første klasse, en trestjernet Grand Prix Kür. Klassen blev, lige som gårsdagens Grand Prix, vundet af svenske Patrik Kittel på den svenske varmblodshest Deja e. Silvano med Don Schufro til morfar. Ekvipagen opnåede en score på 76,60%.

Med en score på 69,70% red Fie Skarsø sig ind på sjettepladsen i klassen på den hollandske varmblodshest One Night Stand e. Olivi.

Se flere resultater fra Grand Prix Kür HER

Dagens Grand Prix

Vinderen af dagens anden klasse i Mechelen, den femstjernede Grand Prix, blev tyske Helen Langehanenberg på Damon Hill

Helen Langehanenberg og Damon Hill e. Donnarhall, red sig til sejren med en score på 76,92%, efterfulgt af hollandske Danielle Heijkoop med Kingsley Siro der red til 75,77%. Tredjepladsen gik til tyske Ulla Salzgeber og Herzruf’s Erbe som endte på 74,36%

Bedste skandinaviske resultat i denne klasse blev svenske Patrik Kittel med Toy Story e. Come Back II, som red til 71,62% og dermed sluttede på en femte plads.

Se flere resultater fra Grand Prix HER

Kristine Ulsø Olsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen