Soulmate Askehaven solgt til Tyskland

12-04-2025 10:08

Den talentfulde vallak Soulmate Askehaven, der i marts imponerede med en flot andenplads ved Dansk Varmblods Unghestechampionat for 5-års heste i Herning, er netop flyttet til Tyskland, hvor han skal fortsætte sin karriere

Copyright Ridehesten.com
Den bare 5-årige Soulmate Askehaven har netop fået nye ejere. Her med Merita Hagren i sadlen. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø

Tilbage i marts måned imponerede den talentfulde vallak Soulmate Askehaven ved Dansk Varmblods Unghestechampionat for 5-års heste i Herning. Nu har vallakken fået nye ejere i Tyskland, hvor han skal fortsætte sin uddannelse hos den internationalt kendte Oatley-familie i Hamborg. 

Soulmate Askehaven er en dansk varmblodsvallak efter Secret og ud af Nørregårds Fantacy e. Blue Hors Don Olymbrio/ Fürst Heinrich, opdrættet af Lisa Munch Holst. Den sorte vallak gjorde sig første gang bemærket på dansk grund, da han i juni 2024 kom i træning hos Anne Troensegaard. 

Soulmate Askehavens stævnedebut blev en stille begyndelse, men efter et ejerskifte til Helgstrand Dressage i oktober 2024, tog karrieren fart med Merita Hagren i sadlen. Parret kvalificerede sig til unghestechampionatet i Herning, hvor vallakken viste sin store kapacitet og ridelighed. 

Det blev i særdeleshed bemærket af testrytter Daniel Bachmann Andersen, der tildelte ham et 10-tal for kapacitet og et 9-tal for ridelighed. Det samlede resultat på 883 point i finalen rakte til en imponerende andenplads i et yderst stærkt felt. 

Copyright Ridehesten.com
Daniel Bachmann Andersen, der var testrytter ved Dansk Varmblods Unghestechampionat i Herning, var også vild med Soulmate Askehaven. Foto: Ridehesten.com/ Maria Lerche Mortensen

Ikke længe efter Dansk Varmblods Unghestechampionat i Herning, fik Oatley-familien øjnene op for vallakkens talent, og nu er Soulmate Askehaven altså solgt til familien, der driver en stald i Hamborg, hvor både Rose og Kristy Oatley rider. Det er ikke første gang, at familien erhverver sig en hest fra Danmark. De har nemlig flere Helgstrand-heste i deres stald, blandt andet DV-hingsten og UVM-vinderen Downtown e. Hesselhøj Donkey Boy/ Zack (opdr. Hans Jørgen Hoeck). Nu tilskriver Oatley-familien sig altså endnu en dansk kvalitetshest med Soulmate Askehaven. 

Kilde: Eurodressage.com  

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner