Thomas Bach Jensen
Fra 1. december flytter den danske guldmedaljehoppe og Årets Hoppe 2009, Fabrix Miss Ésandri e. Sandro King/Quilted xx til Luxemburg og det glæder den danske dressurrytter Fie Skarsø sig rigtig meget til. Fie Skarsø har trods sin unge alder haft en lang karriere i topsport og har redet på det danske landshold som juniorrytter frem til seniorlandsholdet, hvor hun red trakehner-hingsten Münchhausen fra Gestüt Wiesenhof. I sine år på Wiesenhof i Tyskland red Fie også hingsten Sandro King, der sidenhen blev solgt til Danmark. Netop Sandro King er far til Lene og Claus Brix's halvblodshoppe Fabrix Miss Ésandri med en fuldblodshoppe som mor. - Jeg glæder mig så meget til at komme igang med Miss Ésandri og har i meget lang tid ønsket mig en Dansk Varmblodshest. At det så netop bliver så fantastisk en hoppe som hende her, hvis far jeg oven i købet kender så godt, det er bare fantastisk, fortæller den altid positive dressurrytter fra Luxemburg. Fabrix Miss Ésandris ridemæssige uddannelse har hidtil ligget i hænderne på Thomas Lassen og det har været et meget succesfuldt samarbejde. Thomas har med intet mindre end 880 point kvalificeret hoppen til Unghestechampionatet 2011 og det bliver nu Fie opgave at præsentere hoppen i Herning. - Alene det at ride i Herning igen glæder jeg mig så meget til, siger Fie, der har redet både dressurklasser og gallashow mv. ved hingstekåringerne i Herning igennem tiderne. Sammen med hoppens opdrættere og ejere Lene og Claus Brix planlægger Fie Skarsø at ride kvalifikationer til verdensmesterskabet for unge dressurheste i Verden næste år. Det er Fies drøm igen at ride UVM - og så på en dansk hest denne gang!
Læs artiklen "Fie har fundet lykken i Luxemburg" i magasinet Ridehesten 07/2008 og artiklen "Med fuldblod som fundament" i magasinet Ridehesten 12/2009.