Megs Invictus kåret i KWPN

04-02-2013 11:01
Avl
Danskavlede Megs Invictus e. Blue Hors Zack opnåede kåring i det hollandske avlsforbund KWPN denne weekend
Copyright Ridehesten.com
Megs Invictus. (Foto: Ridehesten.com)

Megs Invictus e. Blue Hors Zack/Blue Hors Romanov/Blue Hors Don Schufro er avlet hos Stutteri Lille Ladegaard v/Eva Götzsche og blev solgt til Blue Hors som føl. Han blev senere solgt til Holland, hvor han nu er ejet af de to hollandske hingstestationer www.wbrinkman.nl og www.cooman.nl, der har store forventninger til ham. Den elegante, højtstillede og velgående hingst er trukket på RDH-hoppen Åtoftens Romanie, som er avlet af Willy Hansen fra Stutteri Åtoften. Under kåringen fremstod han velforberedt med stort hingstepræg, en stærk motor og et super godt temperament og fik adskillige positive ord med på vejen af den hollandske kåringskommission om hans smidighed og afskub i bevægelsen. Nu skal Megs Invictus rides til og klargøres til 70-dags testen. Avleren af Megs Invictus, Eva Götzsche, var naturligvis på plads i Holland, for at opleve sin hingst til kåring, og hun var ovenud lykkelig, da Ridehesten talte med hende efterkåringen: - Det var bare så stort at se! Det er samme kombination af blodlinjer, der har ligget bag fløjhingsten i Herning de sidste to år, og han blev jo også i sin tid solgt som hingsteemne til Blue Hors, så jeg havde selvfølgelig håbet at se ham til kåring, fortæller en meget glad Eva Götzsche. Både Eva og de nuværende ejere af Megs Invictus har store forventninger om, at hingsten vil udvikle sig endog endnu bedre, når han kommer under rytter og partner satser på at hingsten med sin imponerende type og eftertragtede blodlinjer vil blive flittigt brugt at de hollandske hoppeeejere. Stutteri Lille Ladegaard har stadig en helsøster til Megs Invictus, nemlig Megs Zanzation, der skal klargøres til 2-års skuet til sommer. Se video af Megs Invictus via linket til højre.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner