Mie Poulsen
Ved C-stævnet i dressur på Karslunde Rideklub blev der i går, lørdag, afholdt klasser fra LA1 til Intermediere II for heste. I MB-klassen var der hele 17 ekvipager tilmeldt i afdeling A, klassen for de ryttere der ikke har opnået tre gange over 68% i det aktuelle program eller højere indenfor kvalifikationsperioden.
Dette satte ikke en stopper for Alexandra Hartmann Dahlerup og hesten Festo Guldbjerg e. Fürstenball/De Niro (opdr. Henning Stuhr Petersen), der i går havde deres debut i MB-klasserne. Ridehestens fotograf tog en lille snak med Alexandra efter sejren om hesten Festo og forberedelserne til deres MB-debut:
- Jeg har haft Festo de sidste 2,5 år, siden han var 4 år gammel. Han er jordens sødeste hest, og så har han nok mere fri og går mere i skoven end de fleste. Til gengæld er han sød og ridelig, så man behøver ikke overgøre tingene med ham.
Hvilke forberedelser har du gjort dig op til denne MB-debut?
- Festo gik 6-års championat i sommers og efter at have brugt efteråret på at finpudse formen, skulle vi have haft debut i december. Desværre faldt jeg af min unghest og brækker hånden, som må opereres. Derfor har jeg faktisk kun været ridende i de sidste 4 uger, så at det gik, som det gjorde i dag, er jeg virkelig stolt af.
Hvad synes du om jeres ridt i dag, hvad var godt og hvad var mindre godt?
- Rigtig mange ting gik virkelig godt i dag, og vi formåede faktisk at tage alt det, vi kan med ind på banen. Festo er stadig lidt grøn i changementerne, så der rider jeg ham lidt rigeligt frem, men det er der, vi er i udviklingen, så det ærgrer jeg mig ikke over.
Alexandra og Festo vandt lørdagens MB-klasse afdeling A med flotte 73,590%. I resten af klassen blev der også redet godt til, og det krævede intet mindre end 71,154% for overhovedet at opnå en placering.
Ridehestens fotograf har taget billeder af alle ekvipager i klasserne fra LA til og med MA.