Redaktionen
Da jeg styrtede, landede jeg på nakken, som knækkede og derefter på mit håndled, som lavede en drejer. Jeg lå på maven og kunne ikke rigtigt bevæge mig. Banepersonalet kom stormende hen til mig, fik vendt mig om på ryggen og fokuseret på at få kontakt til mig. De spurgte om min tilstand, og jeg var ikke ét sekund i tvivl om, at jeg havde umenneskeligt mange smerter, som gik videre fra nakken ned i ryggen. Der blev hurtigt ringet 112 efter ambulancen. Imens vi ventede efter ambulancen, sørgede de andre folk for at jeg var pakket ind i tæpper og mit hoved hele tiden var ensrettet, så jeg ikke kunne påføre mig flere skader.
Vi ankommer til sygehuset i Kolding, og jeg bliver kørt ind i en stue på den båre jeg lå på. Jeg blev tjekket igennem og derefter kørt til scanning. Jeg fik scannet min nakke og kørt tilbage til min stue. Der gik cirka 10 min, så kom overlægen. Jeg fik den besked, som ingen ønsker at få, nemlig at jeg havde brækket nakken hele to steder, og der mindst går tre måneder, før jeg kan nærme mig en hest igen. Selvom jeg lå på en båre med halskrave på og kun kunne kigge op i loftet, så kunne jeg høre min mors første kommentar: "Hvad siger du?" og så begyndte tårerne at komme frem. Min mor var helt ulykkelig over min tilstand.
Da jeg selv fik beskeden, havde jeg ikke rigtigt nogen tanker i hovedet. Det føltes lidt som en drøm. Alle tankerne var lukket ude, og det eneste man håber på er, at det ikke er sandt, hvilket det, desværre er. Nu er det vigtigt, at jeg beholder mig i ro, ellers kan der være mulighed for lammelse, hvis min nakke ikke kan få ro og få lov til at hele. En brækket nakke to steder er bare ikke noget at spøge med. Jeg fik en vaccination mod stivkrampe, inden jeg skulle videre ind til den næste scanning med mit håndled om det også var brækket. Min ridehjelm med stor skygge var uheldigvis gået ned i næseryggen på mig under styrtet, så der blev jeg også tjekket, da lægerne også kunne frygte, at den var brækket. Heldigvis var det bare slaget. Efter scanning med mit håndled, kom lægen igen og fortalte, at jeg havde fået en kraftig forstuvning. Jeg var faktisk noget overrasket over, at den ikke var brækket, da den simpelthen gjorde så ondt. En forfærdelig smerte som bredte sig til hele armen. Jeg fik en støtteforbinding rundt om mit håndled og en anden halskrave, jeg skal gå med i mindst tre måneder, hvis jeg er meget uheldig.
Dagen i dag ligger jeg nu herhjemme. Jeg har en halskrave på, som jeg skal have på 24 timer i døgnet - selv når jeg skal i bad. Jeg har svært ved at sove om natten af smerter og en træls krave. Jeg kan ikke holde til at sidde oppe længere end 10 min ad gangen, før jeg får alverdens mange smerter i nakken, så man ikke kan være til. Jeg har brug for at ligge ned hele tiden. Det at ens hoved, nakke og ryg kun kan være samme stilling hele tiden gør forfærdeligt ondt. Min appetit til at spise er helt væk og jeg skal have stærk medicin fire gange dagligt for at formindske smerterne en smule. Mit ansigt er helt hævet op og mine øjne klapper hurtigt i af hævelse. Jeg er så hævet, at jeg er begyndt med at blive gul enkle steder i hovedet.
Jeg kan ikke bevæge mig udenfor i stalden, hvor jeg allermest ønsker at være. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvad mine heste tænker og slet ikke Extra P, som jeg styrtede med. Hun gjorde, hvad hun blev bedt om. Det gik galt, og pludselig er jeg væk. Det må være så frustrerende for den hest. Hun fortjener ikke andet end det bedste.
Mine forældre ønsker ikke at se videoen fra mit styrt, eller snakke for meget om det, da det er så tragisk for dem. At se hvad jeg går igennem, og at jeg dagligt klager over smerter, rører dem rigtig meget. Hele min familie er så chokeret. Ingen havde set det her komme. Jeg ved, at styrtet var meget af min egen skyld. Men derfor udfordrer jeg folk til at ride sikkert og stabilt og tænke sig en ekstra gang, når man går bane og inden man rider ind på banen. Jeg ønsker ikke nogen anden skal styrte om jeg.
Jeg er blevet ringet op af flere dagblade, som ønskede at skrive en artikel om min historie. Jeg syntes, at det er så fedt, at min ulykke kan være med til at bidrage til andres sikkerhed og helbred. Sikkerheden er bare så vigtig!
Siden jeg har været helt lille pige, har min drøm altid været at blive uddannet berider og leve af at ride, selvom det er RIGTIG svært! Jeg vil gerne blive en professionel springrytter. Den person som kan give andre ryttere inspiration. Jeg drømmer udover berideruddannelsen om at starte min egen salgsstald op. Jeg elsker at ride forskellige heste. Alt fra ungheste til rutineret. Nye udfordringer hver dag er lige noget for mig.
