Masser af heste klar til Roskilde Dyrskue

30-04-2026 09:56

Årets Roskilde Dyrskue begynder så småt at nærme sig, og igen i år er interessen stor. Tilmeldingen af heste til dyrskuet er nu lukket med stor opbakning, og publikum kan igen glæde sig til hesteshow, en stor maskinudstilling og sjove oplevelser for hele familien

Copyright Ridehesten.com
Roskilde Dyrskue nærmer sig, og igen i år har arrangørerne oplevet stor tilslutning i tilmeldingen af heste. Foto: Ridehesten.com/ Jørgen Bak Rasmussen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Interessen for et af årets helt store begivenheder, nemlig Roskilde Dyrskue, fortsætter med at vokse. Efter at arrangørerne tidligere har kunnet melde alt udsolgt på standpladserne, er endnu en vigtig brik nu faldet på plads. tilmeldingen af heste til dyrskuet er officielt lukket, og det med en særdeles flot tilslutning. 

Den store opbakning fra hestefolk til dyrskuet vidner om, at dyrskuet igen i år bliver et samlingspunkt for både avlere, ryttere og hesteglade publikummer. Kombinationen af et stærkt fagligt niveau og publikumsvenlige oplevelser er med til at gøre hesteområdet til en af de helt store trækplastre på dyrskuet, der finder sted fra den 29.-31. maj

Et af årets helt store højdepunkter bliver det traditionsrige hesteshow, som endnu en gang byder på en bred vifte af indslag på tværs af discipliner. Her får publikum mulighed for at opleve forskellige opvisninger og præsentationer af forskellige racer, når ryttere og heste indtager arenaen og demonstrerer deres kunnen. 

Showet indledes traditionen tro med den populære Roskilde Kvadrille, hvor intet mindre end 30 forskellige hesteracer deltager i en stemningsfuld opvisning for at skyde showet i gang. Indslaget samler år efter år mange tilskuere, og i år bliver ingen undtagelse. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Også i forbindelse med kåringen af skuets bedste heste bliver publikum en aktiv del af oplevelsen. Gæsterne får igen i år mulighed for at stemme på deres favoritter i publikumsafstemningen, hvilket er med til at skabe ekstra engagement og liv omkring konkurrencerne. 

Uden for showarenaen er der rig mulighed for at komme helt tæt på hestene. I dyrskuets ikoniske røde stalde kan gæsterne møde de mange forskellige racer, mens både avlere og ryttere står klar til at fortælle og dele ud af deres viden. Samtidig byder ryttermarkedet på alt fra udstyr til inspiration for både hestefolk og nysgerrige besøgende. 

Copyright Ridehesten.com
Sidste års Sjællands-præmiehingst fra Stutteri Stjernen. Foto: Ridehesten.com/ Jørgen Bak Rasmussen

Roskilde Dyrskue er landets største af sin slags og byder igen i år indenfor til et brag af en fest. I 2025 samlede dyrskuet mere end 120.000 gæster, og med udsolgte standområder, rekordstor maskinudstilling og nu også en stærk tilslutning til hestene, tegner årets dyrskue til at blive endnu en stor begivenhed, hvor landbrug, heste og erhvervsliv mødes i en folkefest med oplevelser for hele familien. 

Gå på opdagelse i nogle af de mange oplevelser, der venter dig. 

Køb din billet her. 

Copyright Ridehesten.com
Hesteshowet er altid meget velbesøgt. Foto: Ridehesten.com/ Jørgen Bak Rasmussen
Anna Pørtner

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner