Team Helgstrand havde rigelig grund til begejstring. Alle tre danske heste i 5-års finalen var fra Helgstrand Dressage, der også oprindeligt ejede 6-års verdensmesteren Sezuan.
For Hanne Lund og Henrik Hansen blev UVM i Verden den ultimative avlersucces som opdrættere af guld- og sølvmedaljevinder i 5-års holdet, Fiontini og Fiontina.
Som formand for den internationale paraplyorganisation WBFSH havde Dansk Varmblods formand Jan Pedersen den ære at være med til at overrække de seks medaljer - hvoraf tre gik til DV-heste. Her sammen med Fiontini og Severo Jurado.
Smukke Egebjerggaards Dutchman glimtede i solen med det sponserede pandebånd fra Beautiful Horsedesign by Mette Lumholdt .
Var man ikke selv i Verden kunne man nyde de mange ridt og interviews, som ClipMyHorse transmitterede live fra Verden. Her fortæller den nykårede verdensmester Severo Jurado om sit guldridt.
Tyske Sara Marburg havde sponseret polo-shirts til alle ryttere, der også havde fået lækre sko fra Ecco.
At DV-heste skaber glæde, hersker der ingen tvivl om. Sezuans ejer Arlette Jasper Kohl stråler af stolthed over sin sorte hingst.
Sådan ser man ud, når man netop har tilbagelagt et verdensmesterridt - Dorothee Schneider fik Sezuan til at danse sig til sin anden UVM-guldmedalje.
UVM-rytter Helene Melsen var taget til Verden på bryllupsrejse med to heste, sin mor, sin mand og sin søn. Ane Marie Jensen (afbilledet) fra DV's region 2 havde bundet en smuk buket til den nygifte rytter.
Norske Isabel Bache red dansk-/tyskejede Fürsten-Look til sejr i Hannoveranerchampionatet for 4-årige hingste med bl.a. karakteren 10 for galop.
Her, der og alle vegne: Ane Marie Jensen og Barbro Hvalsøe Saul fra det danske UVM-udvalg sørgede for, at alt klappede for den danske deltagelse.
Da Dansk Varmblodshestene havde vundet tre af de i alt seks medaljer, var der tre tilbage til konkurrenterne. Verdens største avlsforbund af dressurheste, hollandske KWPN og det tyske Hannoveranerforbund, måtte således nøjes med en bronzemedalje hver, selv om antallet af dressurbetonede føl født i Dansk Varmblod kun er en brøkdel af, hvad avlerne i de to store forbund producerer hvert år.
Fra næste år vil UVM-stævnet, der i årene 2016-2018 henlægges til hollandske Ermelo, også omfatte et officielt verdensmesterskab for 7-årige dressurheste. Ved UVM i Verden i år blev der afviklet klasser for 7- og 8-årige heste, der tidligere har konkurreret ved UVM, og i 7-års finalen satte DV-hesten Zick Flower e. Blue Hors Zack/Blue Hors Romanov (opdr. Andreas Gregersen) sig på sejren, mens DV-hesten Rossetti e. Blue Hors Romanov/Midt-West Ibi-Light (opdr. Elsebeth Lykke Andersen) blev nr. 2. Et kalenderår senere ville dette have været en guld- og en sølvmedalje.
Udover mange topplaceringer lige udenfor medaljerækken har Dansk Varmblodsheste i årenes løb vundet fem guld- og tre sølvmedaljer ved UVM i dressur i Verden - altså otte medaljer i alt.
I år blev det i højere grad end tidligere bevist, at også danske avlshingste kan producere topheste til UVM. DV-hingstene Skovens Rafael og Fassbinder havde hver to afkom med i finalerne i år.
Læs også: Belgien er klar med UVM-hold
Læs alt om UVM i dressur 2015 i næste nummer af magasinet Ridehesten.