Martin Fuchs sikkert i front af World Cup-finalen

07-04-2022 16:40

Annika Knudsen Lorentsen

Det var overlegen stil som schweiziske Martin Fuchs leverede i den første runde af World Cup-finalen 2022, som netop er slut og dermed er han i spidsen inden morgendagens runde

Copyright Ridehesten.com
Martin Fuchs og Chaplin fra dagens klasse. Foto: FEI/Richard Juilliart
Nyheden fortsætter efter annoncen

35 af verdens allerbedste springryttere red i dag første runde i årets World Cup-finale ved finalestævnet i Leipzig, som blev afviklet som en speedklasse (metode C), hvilket betyder, at et nedslag blev omregnet til 3 sekunder. 

Resultatet opgøres således, at vinderen af dagens klasse medtager 36 point til i morgen, hvor der rides en klasse med omspringning, som ligeledes udløser 36 point til vinderen. Andenpladsen får to point mindre end vinderen, mens de øvrige placerede herefter får et point mindre end den foran placerede. Det hele afgøres søndag, hvor den endelige finale rides over to runder. Her kan de 30 bedste fra de to indledende dage deltage i første runde, mens det kun er de 20 bedste, der får plads i anden runde.

Copyright Ridehesten.com
Stemningsbillede fra World Cup-finalen. Foto: FEI

Martin Fuchs fortsætter sin succes
Dagens bane bød på 13 forhindringer, hvoraf der var et dobbeltspring og en trekombination, altså 16 spring i alt. Spring nummer tolv, en lodret med en planke øverst, var klart den forhindring der gav flest fejl i dag. 

30-årige Martin Fuchs fra Schweiz, som har vundet mange medaljer ved store mesterskaber, herunder en individuel guldmedalje ved EM i 2019, red sig i dag ind i front af World Cup-finalen. Det gjorde han i sadlen på den 15-årige Chaplin e. Verdi TN/ Concorde, og sammen kom de fejlfrit rundt i tiden 65,11 sekunder. Martin er en af de ryttere, der har medbragt to heste til World Cup-finalen, for som noget særligt må rytterne en gang i løbet af konkurrencen skifte hest. Den anden hest, han har medbragt er den 14-årige The Sinner e. Sanvaro/ Landgold 3, og det bliver spændende om han vælger at ride den allerede i morgen. 

Fakta
Den danske historie i World Cup-regi

Modsat i dressur, hvor der er tre danskere til start ved World Cup-finalen, så er der ingen danskere til start. Der er virkelig mange topryttere i springning, og det er sjældent, at de danske ryttere har været aktive i World Cup-kvalifikationerne i en sådan grad, at det er lykkedes dem at kvalificere sig til finalen. 

Det er dog lykkedes før, blandt andet da Tina Lund i 2005 red finalen i Las Vegas, mens Thomas Velin har deltaget i hele fem World Cup-finaler i henholdsvis 2000, 2002, 2003, 2004 og 2009.

Næstbedst i dag var østrigske Max Kühner med Elektric Blue P e. Eldorado v. Zeshoek/ For Pleasure, som ligeledes red fejlfrit, men i tiden 66,19 sekunder. Dermed er han den rytter der foreløbigt er placeret med 34 point. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Som nr. 3 og med 33 point er det Conor Swail fra Irland. Han red den 15-årige Count Me In e. Count Grannus/ Sherlock Holmes. 

Copyright Ridehesten.com
Martin Fuchs ved World Cup-finalen 2019. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Kan Schweiz tage endnu en World Cup-titel?
Ved sidste World Cup-finale i Göteborg vandt schweiziske Steve Guerdat, som ligeledes tog titlen i 2015 og 2016. Han havde dog ikke heldet med sig i dag, hvor flere nedslag betyder, at han netop nu er placeret som nr. 25. 

Det betyder dog ikke, at Schweiz ikke har mulighed for at forsvare titlen, for med Martin Fuchs vinderrunde i dag, ser det godt ud for nationen, som dog uden tvivl vil få kamp til stregen fra lande som Tyskland, Irland, Østrig, USA og Sverige. 

Resultat fra klassen.

Foreløbige pointstilling.

Start- og resultatlister fra stævnet. 

Senere i dag skal tre danske dressurryttere i aktion, hvor den første klasse i World Cup-finalen i dressur afholdes. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner