Annika Knudsen Lorentsen
Der er i dag blevet redet fire dressurklasser ved landsstævnet i Vejle Rideklub og dagens sværeste klasse Intermediare 2 er netop afgjort.
Klassen havde mange stærke navne på startlisten og blev vundet af Marianne Helgstrand og Lollipop 126 e. Lord Sinclair/ Welt Hit I, de red en overbevisende sejr hjem med en score på 71.360 %.
Lotte Skjærbæk og Dansk Varmblods hingsten Skovens Rafael e. Blue Hors Romanov/ Blue Hors Don Schufro (opdr. Jens Lund Pedersen & Kirsten B. Hansen) blev nr. 2 med 69.898 %. Skovens Rafael blev under Dansk Varmblods Hingstekåring 2019 kåret som Årets Hingst.
Tredjepladsen gik til Ditte Mikkelsen og Don Rohdian e. Blue Hors Don Romantic/ Lillemarkens Arkibal (opdr. Mette Krabbesmark Jepsen), parret var ikke langt fra andenpladsen med en score på 69.605 %.
På fjerdepladsen kom unge Josefine Hoffmann og Hønnerups Driver e. Blue Hors Romanov/ Blue Hors Don Schufro (opdr. Stutteri Hønnerup) med 68.991 %.
Det var første gang længe at Andreas Helgstrand var til start i stor tur og han havde debut med Addict de Massa e. San Amour/ Maestro, parret placerede sig på en flot femteplads med 68.333 %.
Tidligere på dagen vandt Kristian Würtz Green og Bøgegårdens Santiago e. Soliman de Hus/ Wesley 1. afd. af Horseworld Cup for Junior med 72.365 %. Det var en overbevisende sejr i klassen hvor der var 13 ekvipager til start.
I dagens MB2 dystede 17 ryttere om sejren, Ditte Mikkelsen red den 7-årige Nikitaro e. Blue Hors Romanov/ Blue Hors Don Romantic til en sikker sejr med en score på 73.026 %
I Prix St. Georg var der 25 ryttere til start og blandt dem vandt Cecilie Davidsen på hesten Aristo med en score på 70.965 %.
Se alle resultater fra Vejle her.