Marie Helene Rigård Rohleder
Maria Claumarch kom den 31. oktober 2018 ud for et uheld i stalden, som vendte op og ned på hendes liv. Hun blev sparket af en hest på knæet og kom på hospitalet for at få det fikset – men pga. en lægefejl endte det med, at hun fik amputeret sit venstre ben til og med knæet.
Maria har reddet hele sit liv, og ønskede mere en noget andet, at kunne vende tilbage i sadlen og ride mere end bare skridt. Sit ben fik hun erstattet med en protese. Men et kunstigt ben, der kan bruges til ridning, ville kommunen ikke udbetale erstatning for.
Derfor startede hendes veninde en officiel indsamling "så hun kan få sit liv tilbage, genoptage sit arbejde og forhåbentlig få sin største drøm opfyldt. At deltage til VM 2022 i paradressur.
Og det lykkedes at indsamle pengene, og Maria fik sit rideben i januar 2020.
Ridehesten.com har talt med Maria igen og hørt, hvordan det går med ridningen og ridebenet.
Hun fortæller:
– Det går stille og roligt fremad. Jeg får hele tiden flere muskler og bedre balance i kroppen. Derfor har jeg fået ridebenet tilpasset flere gange, og lige nu rider jeg faktisk uden. Tilbage i marts flyttede jeg min hest Lady Mårsø ud til Cathrine Dufours stald Grønagergaard. Det er jeg rigtig glad for at være. Jeg får undervisning af Jannie Dietz, og planen er, at starter nogle LA-klasser til næste år. Jeg har fået glæden ved ridning tilbage igen.
Læs også et stort portræt af Maria Claumarch i Ridehesten februar-nummeret 2020.