Thomas Bach Jensen
Mens startlisten til første afdeling af DM-dressurklassen fredag eftermiddag afslører, at ryttere som Lone Bang Larsen og Andreas Helgstrand alligevel ikke kommer til start, så forlyder det i dag, at også Joachim Thomsen må melde fra. I går aftes opdagede Joachim, at Lusingando stod med en meget hævet læbe. Dyrlægen konstateres, at hesten højst sandsynligt er blevet stukket af et dyr og nu står med en byld. Lusingando er medicineret og dermed ude af kampen til dette års Danmarksmesterskab. Joachim udtaler på sin hjemmeside: - Jeg har redet mod dette DM længe, så det er klart, at jeg er meget ked af det, men det vigtigste er, at det ikke er en "rigtig" skade, der gør vi ikke kommer til start. Lusingando er i topform og har været super fin i træningen, så jeg havde glædet mig meget til DM, slutter en skuffet Joachim Thomsen.