Trine Askjær-Jørgensen
De fleste af os har i livet generelt en smertegrænse for, hvornår et problem er stort nok til, at det kræver vores opmærksomhed, og hvornår vi bliver nødt til at tage os af det, fordi følgerne bliver for store, hvis vi ikke ordner problemet. Grænserne kan variere pga. alt fra manglende overskud, viden om hvornår noget rent faktisk starter med at være et problem, uvished, manglende evner, lyst, at det er uoverskueligt at starte, fordi man slet ikke ved, hvor man skal begynde osv. Men jo længere man lader problemet være, jo større vokser det sig ofte – Det samme gør sig gældende i træningen af hestene.
Hav lysten til at guide hesten i de små ting
Jeg nævnte i et tidligere indlæg, at det er vigtigt at gøre sig tanker om, hvad din definition af god træning af din hest er, for så er det nemmere at vide, hvornår man er på vej væk fra den sti, der fører mod målet (hvad end det så er for en) og ud i buskadset. Selvfølgelig er det lettere sagt end gjort at definere dette, da man forhåbentlig hele tiden lærer og bliver klogere og det gør, at målet og vejen til målet hele tiden skal redefineres. Når du så har defineret (eller prøvet på at gøre det), hvad en veltilpas og velafbalanceret hest er, så er det også langt nemmere at være opmærksom på, hvornår hestens adfærd i det små ændrer sig, og det er langt nemmere at skubbe et ben i rabatten og dermed komme ind på vejen igen, end hvis hele hesten er havnet i grøften.
Det gør også, at det er vigtigt, at det at rette hesten ikke bliver defineret som noget negativt, hvilket jeg ofte oplever, at folk føler det som, fordi det at blive rettet på normalt bliver opfattet som noget ubehageligt og irriterende, og de fleste af os vil egentlig gerne bare være personer andre kan lide – især betyder det meget for os, at vores heste kan lide os. Det skaber dermed nogle gange en mental barriere, når man så skal rette hesten, fordi man ikke vil være den ”onde” eller trælse. Derfor vil jeg hellere bruge ordet eller definere ordet at rette som i, at vi guider eller hjælper hesten i stedet for, at vi retter den, hvilket jeg også umiddelbart tænker er mere passende, hvis man vil have en tilpas hest.
Når vi så er kommet frem til, at vi guider hesten i stedet for at rette på den, så er vi også langt mere tilbøjelige til at tage os af problemerne i opstartsfasen af ”problemet”, fordi vi ikke opfatter det som problemer, men en læringsproces i stedet for, og så laver vi ikke ”fejl”, men udvikler os, og det føles langt hen ad vejen bedre.
Hvorfor bliver hesten mere og mere anspændt?
Et eksempel kunne være en hest, der i takt med, at man kommer længere i træningen, bliver mere og mere nervøs og opmærksom på alting omkring sig. Ofte er fokus på, at det er træls, at hesten er bange og anspændt, og at det ikke giver nogen mening, hvorfor den ændrer sig, og man rigtig gerne vil arbejde med ”miljøtræning og plastik”, fordi så er problemet løst. Her starter jeg altid med at kigge på hesten fra jorden, og hvordan den bruger kroppen uden udstyr (også for at vurdere om adfærden evt. er smerterelateret). Det kan være fokus på, om hesten spænder af i især baghovene, når den sætter dem i jorden og bare lader dem ”falde”, eller om de bliver sat spidst ned i jorden, (hvis hesten ikke bare placerer hovene og lader dem lande uden spændinger i koden, så er det ofte enten spændinger i ryg eller lænd eller en ryg, der ikke arbejder ordentligt, som er til grund for det), om hesten tilter så meget, at jeg kan se begge baller, eller om den er i balance, og jeg kun kan se en side af hesten. Jeg ser også på, om hesten tør/kan stække nakken nok til, at hovedet placerer sig lidt foran lod, så den er afslappet og afspændt i overlinjen, eller om den holder på sig selv, virer med hovedet, slår fra eller krøller dig sammen – også om den er i balance og lige – og ikke kun om hesten sporer rigtigt, men også, om der er lige meget hest på hver side af rygraden osv.
Undgå revner i fundamentet
Alle de her skævheder og spændinger kan være et resultat af en hest, der aldrig har lært at bruge kroppen rigtigt fra starten af, og som så er blevet bygget ”skævt” videre på, eller hvor nogle trin er blevet sprunget over, og hvor samling er blevet lig med mere tøjle og ben og dermed mere anspændthed i stedet for mere spændstighed og bæring. Dvs. træning, hvor hesten måske mangler forståelse og fysisk kunnen til at kunne honorere de krav, der bliver sat. Alle disse spændinger er noget, der skal udredes og ordnes, hvis man vil have et varigt resultat, for jo mere afslappet og tilpas i kroppen hesten er, jo mindre er den på vagt. Det er her arbejdet med redskaberne (plastik, presenninger, flag osv.) kommer ind i billedet, og ikke for at hesten skal lære at være tilpas med disse, men for at lære hesten, hvordan den skal reagere, når den er i en presset situation. Så i stedet for at omverdenen bestemmer, hvornår man havner i en presset situation med sin hest, så skaber vi dem selv, på samme måde som, at man ikke kun øver at changere, når man er i gang med sit program og så håber på det bedste. Så før vi fokuserer på, at hesten er bange for alting, så lærer vi den at være afslappet først og sikrer os, at den kan bruge kroppen ordentligt og er afspændt, så den kan tage imod vores hjælp, og at den i det hele taget ser vores hjælp som en hjælp. På den måde forsvinder det, der virker som problemet, ofte næsten af sig selv, fordi vi sørgede for, at der ikke var revner i fundamentet.
Bryd opgaven ned i bidder
Når vores hjælp så bliver modtaget som en hjælp, og vi giver hesten en bedre følelse i kroppen, end den havde, da vi ”fandt” den, så bliver træningen til en leg, og det er ufatteligt, hvad man kan bede hesten om og kan bygge på, hvis bare man gør det i små nok bidder til, at hesten har en chance for at honorere de krav, vi stiller.
På billedet nedenunder kan Baldi (Blue Hors Zack/Gribaldi) ses, hvor han bliver løftet af rendegraveren. Det er anden gang, han prøver at have forbene på en plade og blive løftet, men fordi han har en forståelse for signalerne, og resten af opgaven er ”brudt” ned forinden, og han generelt er tilpas i sin krop og hviler i sig selv (er tryg ved rendegraveren, tryg ved at stå på fremmede objekter osv.), så er det relativt nemt at sætte sammen, også selvom han er en følsom hest. Her er rendegraveren bare et eksempel, men det kan også være at lære hesten at gå i trailer, gå forbi et farligt dommertårn, at tage hesten med ud til undervisning eller stævne for første gang, frygt for vand, kan ikke stå stille ved opstigning osv.
Sissel er indehaver af virksomheden, Young Horse Performance, som har base i Børkop, hvor hun bor sammen med sin mand, Daniel. Her tager hun heste i tilridning og træning samt underviser heste og ryttere og afholder clinics. Hun er dressurrytter, men gør stor brug af at arbejde med hestene fra jorden og ikke mindst træne dem mentalt. Hendes interesse for den her tilgang til træning af heste blev vakt, da hun mødte Will Rogers på Blue Hors, hvor hun var hestepasser. Efter et års tid på Blue Hors fulgte hun med Will til Holland, hvor hun lærte af både ham og Tristan Tucker. Senere gik turen videre til Texas, USA, hvor Sissel arbejdede for Dan Keen, som hun fremhæver som den, hun har lært allermest af. Hun har også været hos Jason Leitch, der er en af de bedste cutting horse-trænere i Australien, inden hun startede virksomhed for syv år siden.
