Signe Wiese
Jublen ville ingen ende tage, da Line Kongensgaard red fra banen i dagens individuelle grad IV finaleklasse. Europamesterskabet er ekvipagens første, men et flot og sikkert ridt sikrede dem 70,02% og en bronzemedalje. Forud for stævnet var medaljer slet ikke et mål, sagde Line Kongensgaard efter sit ridt:
- Jeg er overrasket og utroligt glad. Hjemmefra satsede jeg på at være med i den bedste halvdel. Mit ridt i dag og min tredjeplads i den første klasse er meget mere, end jeg turde håbe på. Jeg kom for at få erfaring.
Klassen blev vundet af britiske den regerende europamester Sophie Wells på hesten Valerius e. Flemmingh. De red til 75,64%. Nummer to blev hollandske Frank Hosmar og Alphaville e. Sandreo, der scorede 71,81%. I dagens anden individuelle paradressurfinale gik det danske flag også til vejrs, da Stinna Tange og Steffi Graf e. Graf Oldenburg tog bronze i grad Ib. De red til 71,86%.
De individuelle finaler fortsætter med grad 1a, II og III i morgen. Det afgør samtidig holdkonkurrencen, der efter dagens klasser føres af Storbritannien med Tyskland som nummer to og Danmark som nummer tre.
Se resultatet HER