Thomas Bach Jensen
Straight Horse er kendt som stutteriet med de to hopper, der er mødre til to de to internationalt kendte DV-hingste Zonik og Sezuan. Mogens købte de to hopper Romanik og Bøgegårdens Don Romina, før deres sønner blev fløjhingste i Dansk Varmblod, og deres internationale karriere blev skudt i gang.
Hos Eva og Mogens i Allerød er Don Romina blevet mor til bl.a. Årets hoppe i Dansk Varmblod, guldmedaljehoppen Straight Horse Sezuanna, sølvmedaljehoppen Straight Horse Ascenzione, der har vundet international lilletur med Helen Langehanenberg samt den unge bronzemedaljehoppe, Straight Hors Zonate, der alle er tre er helsøstre til Sezuan lige som vallakken Straight Horse Don Zuan, som Cathrine Dufour har succes med. Ascenziones første afkom, Straight Horse Ramzes e. Revolution, blev sidste år avlsgodkendt i Dansk Varmblod.
Også Romanik har på det nordsjællandske stutteri fået flere lovende afkom, der i en ung alder har haft succes på ridebanerne. Hendes ældste datter Straight Horse Zackonik, der er helsøster til Zonik, går Grand Prix i USA og er mor til guldmedaljehoppehoppen Straight Horse De Milla e. De Niro, der i 2020 var udtaget til det engelske UVM-hold. Romanik er også mormor til den avlsgodkendte hingst Straight Horse Sir Romance e. For Romance I samt mor til den hollandskkårede hingst Blue Hors Santiago e. Sezuan.
Både Romanik og Bøgegårdens Don Romina har i 2020 været hos VetEmbryo for at sikre deres gener til fremtiden. Eva og Mogens er bevidste om, at de kommer til at lave et generationsskifte med de to hopper, og derfor har med reproduktionsmetoden ICSI arbejdet på at sikre flere afkom.
– Vi har også allerede nogle skønne unge hopper på vej efter både Don Romina og Romanik til at flytte avlen til næste generation, og dem går vi og glæder os over hver dag, fortæller Eva og Mogens.
Det har vist sig, at Don Romina fungerer rigtig godt med den teknik, og af de mange embryoner, hun har leveret sidste år ligger fjorten befrugtede i fryseren. De er befrugtet med hingste som Blue Hors Zack, Kjento, My Vitality, Vitalis og Zonik. Derudover har Don Rominas også en embryon befrugtet med Sezuan i fryseren.
– Det er langt fra sikkert, at alle bliver til noget; der er ca 60% chance for at få føl ud af det, men vi er lykkelige, fortæller avlerne.
Efter devisen ”lidt men godt” har de besluttet sig for, at deres hesteavl skal være noget, de kan hygge sig med og glædes over hver dag, og derfor har de valgt, at følårgang 2021 skal byde på fire føl. Et af de ventede føl er efter Danciero på Straight Horse Sezuanna og lavet ved embryo transfer samt årets første ICSI fra Don Romina, hvor Zonik er far.
Føllene på Gl. Allerødgaard ventes i april og maj, og de omfatter også to føl efter stutteriets nyindkøbte hopper fra den berømte tyske avler Harli Seifert, der bl.a. har avlet Blue Hors Romanov og mange andre topheste. Hopperne er den 6-årige Djora, som er efter Blue Hors Don Schuffro og Romanovs helsøster Rumirella, og den 12-årige Runa, som er helsøster til Romanov. Begge er via en hjemmekåring blevet kåret i DH i Dansk Varmblod og er drægtige med hhv. For Romance og Janeiro Platinum.
Den ventede følårgang hos Straight Horse på Gl. Allerødgaard ser således ud:
Mens Eva og Mogens ser frem til forår og føltid, glædes de samtidig over, at det går rigtig godt med Sezuanna, der er i uddannelse hos Helgstrand og er rigtig god på vej. Samtidig har det vist sig, at hun avler rigtig godt, og i år fremstilles hendes Franklin-søn Straight Horse Finest Hour til forbesigtelse.
Hjemme på stutteriet har de bl.a. de to unge hopper, Straight Horse Fillippa e. Blue Hors First Choice/ Blue Hors Romanov og Straight Horse Fellini e. Blue Hors Farrell/ Jazz, der som 2-års blev udtaget til Dansk Varmblods Eliteskue, der desværre blev aflyst pga. Corona. De to hopper skal nu tilrides, og avlerne glæder sig til at se dem under sadel i år.
– Vi er jo kede af, at Sir Romance tidligt i karrieren fik så alvorlig en skade, at han aldrig nåede at gøre sig gældende som hingst, men vi håber og tror, at nogle hans mange fine afkom kan vise hans kvaliteter. Efter Sir Romance har vi selv 2-års hopperne Straight Horse Sassenach efter Don Romina og Straight Horse Sanza efter De Milla, som er meget lovende, og så har vi også hans mor Straight Horse Rozina e. Jazz/ BH Romanov, der desværre ikke er drægtig i år, slutter Eva og Mogens.