Nina Marie Villadsen
Hele fire sejre ud af årets fem stævnestarter er det blevet til for danske Lars Petersen og DV-hoppen Mariett e. Come Back II/Sidney (opdr. Gunnar Mousten), efter ekvipagen i går, søndag, vandt Grand Prix Special ved New England Dressage Associations Fall Festival World Cup-stævne. Lars, der til daglig holder til i Wellington, Florida, rider fortsat for Danmark og på den nu 14-årige DV-hoppe scorede han 69,6% i Grand Prix Special, hvilket rakte til en sejr foran Cesar Parra på Van the Man, som blev toer med 68,844%, mens tredjepladsen gik til canadiske David Marcus på Don Kontes med 67,4%. Mariett ejes af Marcia Pepper og Lars Petersen debuterede på hoppen ved et CDI-stævne i Florida sidste vinter. Kilde: Dressage News