Langehanenberg overtager avlshingst

06-11-2024 21:44

Den tyske internationale dressurrytter Helen Langehanenberg skal fremover uddanne en populær tysk avlshingst, som hun netop har fået hjem i stalden. Hingsten var den mest populære i hele Westfalenforbundet i 2023

Copyright Ridehesten.com
Den tyske dressurrytter Helen Langehanenberg overtager den populære hingst Diamantenglanz. Foto: Nordrhein-Westfälische Landgestüt
Nyheden fortsætter efter annoncen

Det drejer sig om den 5-årige oldenburgerhingst Diamantenglanz e. Diamond First/ Bon Coeur, opdrættet af det tyske stutteri Wieghaus-Vorwerk.

Diamantenglanz blev kåret i det tyske Oldenburgerforbund i 2021 og er siden da også blevet godkendt i en række andre tyske avlsforbund. Han blev sidste år den mest populære hingst blandt Westfalen-avlerne, hvor han i 2023 bedækkede 233 hopper indenfor forbundet. Hingsten har indtil nu stået til rådighed for avlerne på Warendorf Statsstutteri, som blev grundlagt i 1732, og den dag i dag er en moderne hingstestation. 

Nu er Diamantenglanz flyttet til Helen Langehanenbergs stald, der ligger nær Münster, og her deler han staldgang med endnu en Warendorf-hingst; den 10-årige Zoom e. Blue Hors Zack/ Blue Hors Don Schufro, som Helen har uddannet til Grand Prix-niveau. 

Copyright Ridehesten.com
Helen Langenhanenberg har været en del af det tyske landshold mange gange og er kendt for at ride store heste. Foto: Ridehesten.com/Maria Lerche Mortensen

Helen Langehanenberg har vundet flere mesterskabsmedaljer med det tyske dressurlandshold, og så er hun kendt for at ride store heste, selvom hun selv er relativt lille. Her kan bl.a. nævnes hendes 5-stjernede Grand Prix-hest Annabelle e. Conteur/ Linaro samt Vayron e. Vitalis/ P.B. Gloster, som hun red indtil Daniel Bachmann Andersen overtog ham i 2022. Derudover har Helen også stået for uddannelsen af den danskavlede 11-årige Straight Horse Ascenzione e. Blue Hors Zack/ Blue Hors Don Schufro (opdr. Straight Horse ApS).

Nyheden fortsætter efter annoncen

Nu er turen kommet til Diamantenglanz, som skal rides af Helen på ubestemt tid og uddannes frem mod dressurens højeste niveau.

Vi har kun lige lært hinanden, men jeg kan bestemt sige, at han har nogle enestående ridemæssige kvaliteter og et enormt talent, fortæller Helen til Eurodressage og siger: – Hans tre gangarter er også helt i top, og så er han skøn at omgås i stalden. Jeg er glad for, at han nu er "Zoomis" staldkammerat. 

Også stutterichefen på Warendorf Statsstutteri, Dr. Felix Austermann, har kommenteret overdragelsen af hingsten til Helen og udtaler til Eurodressage:

Vi er glade for, at denne exceptionelle hingst er kommet i de bedste hænder hos en af verdens bedste dressurryttere.

Copyright Ridehesten.com
Diamantenglanz. Foto: Nordrhein-Westfälische Landgestüt
Astrid Ø. Sørensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Astrid Ø. Sørensen