Amerikansk sølvvinder pensioneres

21-09-2024 15:48

Den 16-årige Suppenkasper, der har vundet flere internationale mesterskabsmedaljer for det amerikanske landshold under Steffen Peters, er nu blevet pensioneret med OL i Paris som ekvipagens sidste stævnestart

Copyright Ridehesten.com
Steffen Peters og Suppenkasper siger nu farvel til Grand Prix-banerne. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Den 60-årige amerikanske dressurrytter Steffen Peters har deltaget til seks OL på fire forskellige heste, hvor Suppenkasper e. Spielberg/ Ips Krack C har været partneren til de to seneste. Han vil nu fokusere på at undervise og afholde clinics, mens Suppenkasper skal nyde sit otium. Pensionen af den 16-årige KWPN-vallak blev annonceret i går af hestens ejer, Akiko Yamazaki, der siden købet af Suppenkasper i 2017 har stillet ham til rådighed for Steffen Peters. 

Suppenkasper er tidligere blevet redet af tyske Helen Langehanenberg, der debuterede vallakken i international Prix St. George i 2016, inden det i 2017 blev til Grand Prix-debut for parret. I slutningen af 2017 blev Suppenkasper, som nævnt, solgt, hvorefter Steffen Peters overtog tøjlerne. Det er blevet til 85 starter på begge sider af Atlanterhavet med 58 sejre til følge for den amerikanske dressurrytter og Suppenkasper, der også kaldes "Mopsie".

Copyright Ridehesten.com
Steffen Peters og Suppenkasper dannede par på stævnebanerne i mere end syv år. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Ekvipagens første internationale mesterskab var VM i 2018 på det amerikanske kontinent, nærmere bestemt i Tryon NC, hvor det blev til en sølvmedalje for det amerikanske hold. Til OL i Tokyo i 2021 var det tydeligt at se, at parrets samarbejde var blevet forbedret, og det blev her til endnu en holdmedalje af samme karat samt to individuelle top-10 placeringer i Grand Prix Special og Grand Prix Kür. 2022 bød på VM i Herning inden 2023, hvor Steffen Peters og Mopsie vandt flere World Cup-kvalifikationer og blev nr. 4 til finalen i Omaha. I år er det blevet til en 3. plads i küren til det prestigefyldte CDI4*-stævne i Aachen, hvorefter den stod på OL i Paris. Det blev dog en skuffende affære for det amerikanske hold, der grundet en diskvalificering ikke nåede med videre til holdfinalen. Steffen Peters og Suppenkasper havde heller ikke heldet med sig i den indledende Grand Prix med det resultat, at parret ikke kvalificerede sig til den individuelle finale. Ikke desto mindre er det en særdeles flot karriere, som Suppenkasper nu har lagt bag sig.

Copyright Ridehesten.com
Steffen Peters og Suppenkasper til vettjek til OL i Paris 2024. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Taknemmelig ejer og rytter
Ejeren af Suppenkasper, Akiko Yamazaki, der har flere af Steffen Peters' tidligere Grand Prix-heste stående på den californsk-beliggende går Four Eind, udtrykker taknemmelig over oplevelserne med Suppenkasper og udtalte i går:

Nyheden fortsætter efter annoncen

Når jeg i dag ser ud af vinduet og får et glimt af Ravel og Mopsie på folden, der hygger sig i solen, så virker de store stævnearenaer og de lange flyveture som et fjernt minde. Som vi markerer 20 år sammen som et hold, er tiden også kommet til at afslutte denne fantastiske rejse. Det er med stor taknemmelig til Steffen, hestene og alle, der har været en del af rejsen, at vi nu siger farvel til dette eventyr, lød det fra Akiko Aymazaki. Det skriver Dressage News.

Copyright Ridehesten.com
Farvel til Suppenkasper. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Det har været en stor ære at være en del af Mopsies karriere og liv, udtalte Steffen Peters til Dressage News, hvor han også sagde: – Det er svært at beskrive, hvor meget jeg sætter pris på, at Akiko købte Mopsie og støttede mig i at konkurrere på ham verden over. Den historiske sølvmedalje i Tokyo er selvfølgelig højdepunktet for vores karriere, og det betød meget for mig, at vi sammen leverede for vores hold. (...) Den rejse, vi har delt sammen, er svær at forklare med ord, men jeg er fuld af taknemmelighed over mit venskab med både Mopsie og med Akiko, og jeg er så priviligeret over at have fået lov at være en del af denne rejse, slutter Steffen Peters.

Efter ekvipagens særlige kür, som de første gang fremviste til OL i Tokyo, blev Suppenkasper også kendt som "the rave horse", og vallakken har deciderede fansider på de sociale medier, hvor han kendes under det navn.

Du kan her se af Steffen Peter og Suppenkaspers kürridt til World Cup-finalen i Omaha i 2023, hvor der særligt i travprogrammet er gang i rave-musikken:

Trine Askjær-Jørgensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen