Peters og Blue Hors Zirrus i dobbeltsejr

22-04-2026 16:14

Trine Askjær-Jørgensen

Ved det internationale stævne i Del Mar, Californien, havde amerikanske Steffen Peters og Blue Hors Zirrus i den forgangne weekend deres anden start sammen, hvor det på 3-stjernet niveau blev til dobbeltsejr. Peters var meget tilfreds med den store, røde vallak

Copyright Ridehesten.com
Steffen Peters og Suppenkasper ved OL i Paris 2024. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

For en måneds tid siden kunne vi berette, at den amerikanske toprytter og seks gange OL-deltager, Steffens Peters, havde overtaget tøjlerne på Blue Hors Zirrus e. Blue Hors Zack/ Donnerhall og ville gøre internationalt comeback med ham.

Den 14-årige oldenburgervallak har siden 2022 været ejet af amerikanske Christina Vinios, som har base i Wellington, Florida, og får undervisning af Steffen Peters, der ellers holder til i Californien, men har hjulpet Vinios ved en række clinics.

Christina Vinios har selv startet nationale klasser på Zirrus, men Peters havde fået til opgave at debutere vallakken internationalt sidst i marts. Han har ellers ikke startet stævner siden OL i Paris 2024, hvor han med sin tidligere tophest Suppenkasper ikke havde den bedste deltagelse, og han har været plaget af smerter i hænder og fødder, som har gjort, at han ikke har redet stævner i 2025, men fokuseret på sine elever.

Ved Peters og Zirrus' debut i marts blev det til en første- og en tredjeplads i henholdsvis Grand Prix og Grand Prix Special med 68,717% og 64,468%.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Da planen er, at Zirrus skal samle noget erfaring på internationalt niveau med Peters i sadlen, har de netop startet endnu et internationalt stævne i Del Mar, Californien, i den forgange weekend. På 3-stjernet niveau blev det til to sejre med 69,826% i Grand Prix og 69,383% i Grand Prix Special.

– Zirrus føltes fuldstændig fantastisk og leverede et fejlfrit og selvsikkert program. Piafferne var udtryksfulde og velbalancerede, changementerne flød, og begge piruetter blev udført med kvalitet og kontrol. Det var et ridt med harmoni og fremskridt, og jeg kunne ikke være mere stolt og begejstret over hans præstation, sagde Peters til Dressage-News.

Copyright Ridehesten.com
Blue Hors Zirrus under Nanna Skodborg Merrald. Foto: Ridehesten.com/Maria L. Mortensen

Opvækst og uddannelse på Blue Hors
Blue Hors Zirrus er opdrættet af tyske Inge Bastian, som også har opdrættet den tidligere kårede hingst og nu internationale Grand Prix-hest, Blue Hors Zatchmo, og de to er helbrødre, idet de begge er efter Blue Hors Zack og ud af hoppen Fiesta's Girl e. Donnerhall/ Pik Bube I.

Zirrus har været ejet af Blue Hors fra helt ung, hvor han ganske kort var avlshingst og blev kåret i Dansk Varmblod. Han blev uddannet af Allan Grøn og Nanna Skodberg Merrald og havde succes med sidstnævnte op igennem championatsfinalerne til og med Grand Prix. Ekvipagen var til start ved DM i 2022, da Zirrus var ti år, og herefter blev han solgt til USA.

Copyright Ridehesten.com
Blue Hors Zirrus. Foto: Ridehesten.com/Sanne Kolind
Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen