Landsstævnet i Hjallerup er skudt godt i gang (video)

02-07-2020 22:01

I aften er landsstævnet i dressur i Hjallerup skudt i gang med et stærkt startfeldt i Intermediaire II og Grand Prix, hvor det stod klart, at ekvipagerne har trænet flittigt i stævnepausen. I aften satte Andreas Helgstrand sig på begge sejre

Copyright Ridehesten.com
Andreas Helgstrand og Ferrari. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Fælles for begge aftenens klasser, Intermediaire II og Grand Prix, der havde dommer Leif Törnblad ved C, gælder det, at mange af rytterne og til dels også hestene havde deres debut, og for andre har stævnet været et comeback efter en længere pause. I den stævnepause, som ekvipagerne helt naturligt har fået pga. corona-pausen, har de tydeligvis spenderet mange timer på at øve sig.

I startfeltet til Equsana Intermediaire II var to heste, der begge har vundet UVM-medalje med Andreas Helgstrand i sadlen. Det var den tidligere UVM-vinder, 16-årige Hønnerups Driver e. Blue Hors Romanov/ Blue Hors Don Schufro (opdr. Stutteri Hønnerup), der blev redet af Josefine Hoffmann til andenpladsen med 70,921%. Vinderen blev Andreas Helgstrand med den 8-årige hingst Ferrari e. Foundation/ Blue Hors Hotline (opdr. Gestüt Lewitz), der i sin tid vandt UVM-sølv for 5-års. Ekvipagen debutere først på året i Grand Prix, og i dag blev det til sejr i denne meget seværdige Intermediaire II med hele 73,859%.

Resultat af Intermediaire II.

Copyright Ridehesten.com
Josefine Hoffmann og Hønnerups Driver. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

I Grand Prixen, der var sponseret af Equsana og Ridehesten.com, var der et ualmindeligt stærkt felt til start med en OL-hest og to UVM-guldmedaljevindere. Rytterne Agnete Kirk Thinggaard, Marianne Helgstrand og Andreas Helgstrand havde hver to heste med, og imellem sig satte de tre ryttere sig på de fem første pladser.

Klassen bød på mange debutanter, og blandt de Grand Prix-debuterende heste er den 8-årige avlshingst D’Avie e. Don Juan de Hus/ Londonderry (opdr. Dorothee Heitmüller), der med sin tidligere rytter, Severo Jurado Lopez, er dobbelt UVM-guldvinder. I sin Grand Prix-debut med Andreas Helgstrand opnåede hingsten 70,100%.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Andreas Helgstrand vandt overlegent klassen med den tredobbelte UVM-medaljevinder Fiontini, som han her havde sin første stævnestart på. Den imponerende 10-årige hoppe e. Fassbinder/ Blue Hors Romanov (opdr. Henrik Hansen) leverede et solidt program med flotte højdepunkter og stor styrke i changementsserierne. Ekvipagen opnåede flotte 75,200%.

Blue Hors-rytteren Agnete Kirk Thinggaard leverede to særdeles gode præstationer med den 11-årige hingst Blue Hors Zatchmo e. Blue Hors Zack/Donnerhall (opdr. Inge Bastian) og den 15-årige OL-hoppe Atterupgaards Orthilia e. Gribaldi/ Donnerschlag (opdr. Kristine Munch Nielsen). Resultatet blev noget så snævert som 72,567% og 72,467% med fordel til Zatchmo. Agnete besatte med disse præstationer anden- og tredjepladsen foran Marianne Helgstrand med sin 16-årige Lollipop e. Lord Sinclair/ Welt Hit I (opdr. Gestüt Lewitz).

Andreas Helgstrand fortæller: – Det er ikke længe siden, jeg overtog tøjlerne på Fiontini, men hun er så letridelig, at der ikke gik mange dage, før vi fandt rytmen. Og turen i dag viser bare, at vi er på rette vej! Imponerende hest, der bare giver den helt rigtige følelse hver gang. Hun har så meget kapacitet, og vi har langt fra nået max endnu. Jeg glæder mig så meget til at se, hvad fremtiden bringer med denne verdensstjerne

Resultat af Grand Prix.

I morgen rides der på to baner, hvor der startes ponyer og med MB-klasser.

Stævnets startlister og resultater.

Trine Askjær-Jørgensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen