Thomas Bach Jensen
Selv om den regerende verdensmester for 5-årige dressurheste, 6-årige Astrix e. Obelisk/Olivi, endnu ikke er nået igennem kåringsprocessen i det hollandske varmblodsavlsforbund KWPN, så har det tyske Oldenburgeravlsforbund valgt at kåre hingsten. Det skete under forbundets besøg i Holland i forrige uge. Den 8-årige Wynton e. Jazz/Matador er allerede kåret i KWPN og Oldenburg, men blev for nyligt afvist ved en kåring i Hannoveranerforbundet. Forbundet holdt kontakt til ejeren Nico Witte i Holland, da de stadig var interesserede i hingsten. Witte fortæller til Horsetelex: - De fandt, at Wynton ved første fremvisning var for anspændt og kunne derfor ikke godkende ham på det tidspunkt. Forbundet har nu aflagt besøg her og har set ham blive redet her i Holland og nu er hingsten kåret til brug i Hannoveranerforbundet. Jeg tror, at Wynton passer rigtig godt til de store og storrammede hannoveranerhopper, der godt kunne bruge mere løft og elektricitet.