Jeg vil ikke have leverpostej

20-03-2016 14:43

Britt Carlsen

Andreas Helgstrands blik for at finde moderne, interessante hingste blev cementeret ved dette års kåring, hvor han søndag stod som ejer eller medejer på otte ud af tolv kårede 3-års hingste

Copyright Ridehesten.com
Otte hingste fik Andreas Helgstrand gennem nåleøjet i Herning.

- Jeg er bare mega stolt på hele teamets vegne. Vi har samlet hingste fra stort set samtlige betydelige kåringspladser i Europa, og jeg er stolt over, alt det positive feedback vi har fået på resultatet, indleder Andreas Helgstrand, som nu står med otte ud af tolv godkendte 3-års hingste. - Det er bare noget man drømmer om, fortsætter han. Han har været noget nervøs forud for kåringen, for mange af hingstene har han købt i samarbejde med andre, og så er det endnu vigtigere, at nå det rigtige resultat. 

Hvad er det så Andreas ser efter, når han skal finde en hingst til hingstestationen - hvad er en rigtig "Helgstrand Hingst"?

- De skal have noget "her-kommer-jeg", de skal være spektakulære og ikke leverpostej - og så skal bagbenen vende den rigtige vej. Jeg er faktisk også stolt over, at komme med hingste af meget forskellig afstamning. Jeg vil ikke lægge mig fast på bestemte blodlinjer, jeg går efter de bedste individer. Så er det op til avlerene at få hingstens afstamning til at passe til deres hoppe. Jeg vil gerne gøre, hvad jeg kan, for at vores avlere kan få gode, salgsbare afkom, understreger Andreas.

Han har stor ros til overs for dommernes bedømmelser og beskrivelser ved dette års kåring. - Jeg syntes det er godt man tør give nogle hingste chancen for at vise, hvad de indeholder ved afprøvningen, og det viser også at vores kåringskommission følger trenden. Vi er et lille forbund, og det betyder også, at vi hurtigt kan ændre noget og få succes med det - så lad os endelig arbejde sammen for at nå dertil, slutter Andreas Helgstrand.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner